x

Bluesfestival i Frederikshavn 8. november

Bluesfestival i Frederikshavn 8. november

For tredje år i træk kan blues-hungrende fans nu valfarte til Frederikshavn, hvor en række nye navne skal forsøge at koge op under kedlerne. I år afholdes festivalen lørdag d. 8. november.

Hvis man har billet til arrangementet, kan man opleve navne som Gary Moore (billedet), Dr. John, Tony Joe White og Bernard Allison. Flere af de optrædende artister har ligget øverst på diverse hitlister, og flere af dem har endda vundet adskillige grammyer. I alt stiller otte bands op på scenerne i tidsrummet fra klokken 13:00 – 01.00.

Bluesfestivalen kommer til at foregå i FFK-Centret i Frederikshavn, hvor de to haller igen er blevet omdøbt til Chicago og Mississippi. Hovedparten af de optrædende vil her være amerikanske, men også Irland, England og Danmark er repræsenteret.

Et af de mest bemærkelsesværdige navne er guitaristen Gary Moore, som har en fortid i blandt andet Thin Lizzy og Colosseum og har udgivet cd'er og dvd'er med blandt andet BB King, Albert King, BBM og Albert Collins.

I 1990 slog den nordirske musiker og sanger sit navn fast med albummet og stor-hittet "Still Got The Blues", som til dato på verdensplan har solgt mere end 10 millioner eksemplarer. Gary Moore er i øvrigt aktuel med cd'en "Bad For You Baby", der udgives 22. september.

Gary Moore og de andre blues-musikere kan opleves i Frederikshavn lørdag d. 8. november.

Programmet ser således ud:

13.00 - 14.00 Mike Andersen Band
14.15 - 15.15 Ian Siegal
15.30 - 16.30 Larry Garner
16.45 - 18.00 Bernhard Allison
18.45 - 20:00 Tony Joe White
20.15 - 21.45 Dr John
22:00 - 23.15 Cambell Brothers
23.30 - 01.00 Gary Moore

Hør musikken og læs om billetter og overnatnings- og transportmulighederne her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA