Nyhed

Volbeat passerer en milepæl

GAFFA.dk – alt om musik

"For evigt" er blevet streamet 45 millioner gange – alene i Danmark

Volbeat har passeret en ny milepæl. Deres sang "For evigt" har fået femdobbelt platin for 45 millioner afspilninger alene i Danmark, og det er ganske sjældent for et dansk navn.

Sangen blev udgivet på single den 29. april 2016 og var efterfølgende med på albummet Seal the Deal & Let’s Boogie, der udkom et par måneder efter – og som sidste år også gik femdobbelt platin.


Nummeret fik fornyet liv under det danske landsholds kampe ved VM i håndbold i 2019, hvor sangen blev spillet adskillige gange under kampene i Royal Arena og Boxen og udløste begejstret fællessang – og ikke mindst, da det det danske landshold modtog deres hyldest for guldmedaljerne på Rådhuspladsen.

Sangen, der har Johan Olsen fra Magtens Korridorer på gæstevokal, er skrevet af Volbeats forsanger Michael Poulsen, der i en pressemeddelelse udtaler:

– Det er så dejligt, at den sang betyder for så meget for så mange mennesker. Selvom det er næsten fem år siden, sangen blev udgivet, går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver konfronteret med det her nummer fra folk, der har et specielt og nært forhold til sangen, om det er til bryllupper, begravelser, konfirmationer, sport eller tatoveringer, siger Michael Poulsen og uddyber:


– Det er sjovt, sangen er skrevet til min forlovede Jeanet, men nu er den folkeeje. Det synes vi begge er rigtig, rigtig rørende. Det er syret, den blev til en sen nattetime, hvor jeg ikke kunne sove, så jeg gik ind i stuen og spillede på min akustiske guitar, og pludselig var omkvædet der. Så vækkede jeg Jeanet og sagde: “Jeg tror sgu, jeg har skrevet et hit”. Jeanet svarede: “Skønt, men må jeg sove videre nu?”. Den næste morgen var jeg ude at lufte hunden, og der blev versene til. Så sangen blev reelt skrevet på under et døgn.

Volbeat blev dannet af Michael Poulsen i 2001, albumdebuterede i 2005, har udgivet syv album og har høstet adskillige priser både internationalt og i Danmark. Sidste år kunne det internationale musikmagasin Billboard offentliggøre, at Volbeat er det første ikke-amerikanske band til at have haft hele otte sange på førstepladsen på Billboards rockliste. Bandet har desuden varmet op for Metallica, været på turné med Slipknot, spillet udsolgte koncerter over hele kloden og udsolgte som første danske band nogensinde samtlige 48.000 billetter til Telia Parken på bare fem dage til en koncert i 2017.

Globalt har "For evigt" ifølge pladeselskabet Universal 230 millioner streams på tværs af de forskellige platforme. Det er dog ikke deres mest streamede sang på Spotify, hvor "Still Counting" topper med 185 millioner streams, mens "For evigt" "kun" har 110 millioner afspilninger, og "Lola Montez" og "The Devil's Bleeding Crown" lægger sig imellem med henholdsvis 117 og 114 millioner streams.


Internationalt bliver Volbeat dog overgået på streamingfronten af Lukas Grahams "7 Years" med 1,2 milliarder streams på Spotify, "Love Someone" med 494 millioner streams og "Mama Said" med 289 millioner streams. s "Final Song" er streamet 474 milloner gange og "Don't Leave" 266 millioner gange, og hvis vi medregner hendes to megahits med Major Lazer, "Lean On" og "Clear Water", er de blevet streamet henholdsvis 1,4 og 1,2 milliarder gange. Martin Jensens "Solo Dance" er streamet 604 millioner gange, og Aquas "Barbie Girl" er streamet 190 millioner gange

LÆS OGSÅ: Hvorfor hader så mange Volbeat?

Hør "For evigt" – live fra Telia Parken i 2017:


ANNONCE