x

60 år gammel dansktop-klassiker topper svensk hitliste

60 år gammel dansktop-klassiker topper svensk hitliste

Gitte Hænnings "Tag med ud og fisk" storhitter i Sverige

Gitte Hænnings dansktopklassiker "Tag med ud og fisk" fra 1962 har fået nyt liv og topper den svenske Spotify-hitliste for virale hits, altså de sange, der bliver delt mest af brugerne, skriver DR.

Årsagen til sangens svenske succes er, at den indgår i en central scene i den svenske krimikomediefilm Se Upp För Jönssonligan, som havde premiere juledag.

Se Upp För Jönssonligan er en ny film i den svenske 80'er- og 90'er-filmserie Jönssonligaen, som er inspireret af Olsen-Banden. I en scene i filmen bruger banden sangen "Tag med ud og fisk" til at aflede en vagts opmærksomhed, mens de begår et indbrud.

Artiklen fortsætter under videoen

Sangen er en dansk version af en amerikansk countrysang, "We're Gonna Go Fishin'" skrevet af Tex Atchinson og først udgivet af Pee Wee King & His Golden West Cowboys i 1950 og derefter udsendt i en version af Hank Locklin i 1962. Den danske tekst er skrevet af Ida og Bent From.

Lige nu ligger Gitte Hænnings to versioner af sangen på 1. og 3. plads på den svenske Spotify-liste for virale hits.

"Det er da rigtig sødt og sjovt," udtaler den i dag 74-årige Gitte Hænning til DR og tilføjer: "Jeg har haft nogle af mit livs bedste oplevelser i Sverige." 

Gitte Hænning har de sidste mange år været bosat i Tysklang og er stadig musikalsk aktiv. I 1973 deltog hun i Eurovision Song Contest for Tyskland med sangen "Junger Tag", som endte på en ottendeplads. Blandt hendes amest kendte sange ud over "Tag med ud og fisk" kan nævnes "Jeg snakker med mig selv", "Lille Frøken Himmelblå" (duet med Dirch Passer) og "Giftes med farmand", sidstnævnte sunget i duet men sin far Otto Hænning, da hun var otte år gammel.

LÆS OGSÅ: 18 år gammel dansk børnesang er nu det 6. mest virale hit i verden


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA