Nyhed

Nick Hornby skriver til Ben Folds

Forfatteren skal skrive teksterne til pianistens næste album

Den engelske forfatter Nick Hornby udsendte i 1995 bogen "High Fidelity" om en ung mand, der arbejder i en pladeforretning og er besat af musik.

Hornby berørte også musikverdenen i opfølgeren "About A Boy" (der er inspireret af Nirvana-sangen "About A Girl") og i bogen "31 Songs", hvor Hornby skriver om sange som "Thunder Road" (Springsteen), "Heartbreaker" (Led Zeppelin) og "Smoke" af Ben Folds Five.

Han har desuden skrevet anmeldelser og artikler om musik, og det første forsøg som pladeudgivende kunstner kom i 2004 i samarbejde med førnævnte Ben Folds (billedet).


Folds stod nemlig bag William Shatner-albummet "Has Been", og her fik han hjælp til teksten til sangen "That's Me Trying" af den engelske forfatter.

Det samarbejde ser nu ud til at have udviklet sig til det punkt, hvor Hornby skal skrive samtlige tekster til det næste Ben Folds-album.

Til websiden News.com.au siger Folds, at han håber, de to kan gå i studiet sammen i Dublin og skrive musikken og indspille albummet på tre dage.


Noget kunne dog tyde på, at en del af teksterne allerede er skrevet, og om dem siger Folds:

"Nogle af teksterne er nærgående angående bestemte ting, bestemte navngivne personer, og vi har funderet over, hvordan vi undgår at lave en plade, der får os sagsøgt".

Inden Ben Folds kommer så langt, skal han dog lige have udsendt albummet "Way To Normal", der kommer på gaden 30. september.


ANNONCE