x

SF: Kulturminister skal garantere kompensation til festivaler

SF: Kulturminister skal garantere kompensation til festivaler

"Ministeren er nødt til at komme ud af busken nu"

SF vil have kulturministeren til at garantere kompensation til de danske festivaler, hvis de ikke kan afholdes helt eller delvist denne sommer.

– Ministeren er nødt til at komme ud af busken nu, ellers risikerer vi at miste danske festivaler på stribe, siger Charlotte Broman Mølbæk, kulturordfører for SF, i en pressemeddelelse. Hun har nu indkaldt ministeren i samråd.

Hun vil have Joy Mogensen til at gå i dialog med festivalerne og forsikre dem om, at der i tilfælde af aflysninger vil være mulighed for at søge hjælpepakker.

– Jeg tror, vi er mange, der drømmer om at kunne høre musik sammen under åben himmel til sommer. Men som Corona-situationen er lige nu, ved festivalerne ikke, om de kan gå i gang med at planlægge, siger Charlotte Broman Mølbæk.

– Hensynet til folkesundheden vejer selvfølgelig altid tungest, men festivalerne har krav på at vide, hvad de kan forvente i tilfælde af aflysninger. Ellers kan de slet ikke komme i gang, siger Charlotte Broman Mølbæk.

– Festivalerne ved godt, at det måske ikke kan lade sig gøre at arrangere festivaler på det niveau, de plejer. Jeg synes, vi skal dem vished og arbejdsro til at arbejde videre med alternativer. Det kan de finde ud af i vores nabolande, så det bør vi også kunne, siger Charlotte Broman Mølbæk.

Hun henviser blandt andet til Norge, som har oprettet en pulje på 350 millioner til sommerens festivaler i tilfælde af aflysning.

LÆS OGSÅ: Norske festivaler kan planlægge at åbne til sommer

Kulturministeren har tilbage i januar svaret Charlotte Broman Mølbæk på en lignende forespørgsel. Dengang sagde hun ifølge Altinget:

"Jeg har stor forståelse for, at festivalerne befinder sig i en vanskelig situation. Og jeg tror, at vi alle forstår, at det i den nuværende situation er svært at planlægge og træffe beslutninger om det kommende års arrangementer. Jeg har også forståelse for festivalernes ønske om afklaring. Og jeg ville også ønske, at vi kunne imødekomme dette ønske her og nu," skrev ministeren og fortsatte:

"Men vi ved desværre ikke, hvordan verden ser ud til sommer, og vi ved ikke, hvilke restriktioner der vil være gældende. Og derfor ved vi ikke, hvilke arrangementer der vil være påvirket heraf. Vi ved heller ikke, hvilken kompensation der eventuelt vil kunne gives til arrangører af disse arrangementer og på hvilke betingelser."

GAFFA har forsøgt at få en kommentar fra Joy Mogensen til Charlotte Broman Mølbæks forespørgsel, endnu uden held. Vi vender tilbage, når vi har nyt i sagen. 

LÆS OGSÅ: Danmark udvikler coronapas – kan bruges til festivaler


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA