x

Nine Inch Nails-frontmand tager afstand fra Marilyn Manson

Nine Inch Nails-frontmand tager afstand fra Marilyn Manson

Afviser passage i Mansons selvbiografi

Nine Inch Nails-frontmand Trent Reznor har i en ny udtalelse igen taget afstand fra sin tidligere ven og samarbejdspartner Marilyn Manson, der er blevet beskyldt for misbrug af ekskæresten, skuespilleren Evan Rachel Wood og fire andre kvinder. Noget, som Manson nægter.

Udtalelsen kommer efter, at en passage fra Mansons selvbiografi The Long Hard Road Out of Hell fra 1998 er begyndt at cirkulere på sociale medier. I passagen fortæller Manson, hvordan han og Reznor har overfaldet og begået seksuelt overgreb på en beruset kvinde engang i 90'erne.

I udtalelsen, bragt via Pitchfork, siger Reznor:

"Jeg har været direkte om min manglende sympati for Manson gennem årene og afbrød forbindelsen til ham for næsten 25 år siden. Som jeg sagde dengang, er passagen fra Mansons selvbiografi en komplet opfindelse. Jeg var rasende og krænket, dengang den kom ud og er det stadig."

Reznor producerede dele af Mansons to første album, Portrait of an American Family (1994) og gennembruddet Antichrist Superstar (1996) og udgav dem på sit pladeselskab Nothing Records i samarbejde med selskabet Interscope Records.

Tilbage i 2009 udtalte Reznor følgende om Manson til magasinet Mojo, som Pitchfork gør opmærksom på:  "Han er en ondskabsfuld fyr og vil træde på enhver for at få succes og krydse enhver grænse for anstændighed. Når jeg ser ham nu, styres hans liv af stoffer og alkohol, og han er blevet en stenet klovn."

Omvendt udtalte Manson til Apple Musics Zane Lowe i 2017 (citeret via Pitchfork), at han og Reznor var kommet på talefod igen. "Han skrev en email til mig, hvor han sagde noget i retning af, at 'det pisser mig af, at musik ikke er farligt mere, og det minder mig om, hvor gode du og jeg var dengang, den tid'."

Efter anklagerne har Manson både mistet sin pladekontrakt og sin bookingagent, ligesom en anden ekskæreste, skuespilleren Rose McGowan, har bakket op om Evan Rachel Wood og de fire andre kvinder, dog uden at komme med nye beskyldninger.

LÆS OGSÅ: Marilyn Manson afviser misbrugsanklager – fyret af pladeselskab


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA