Nyhed

Nick Cave sætter ord på sit kommende album CARNAGE

GAFFA.dk – alt om musik

Nick Cave besvarer spørgsmål fra fans om livekoncerten Idiot Prayer og det ventede album CARNAGE

Nick Cave kunne i januar bekræfte over for fans, at et nyt album i samarbejde med Bad Seeds-medlemmet Warren Ellis er på vej, som opfølger til albummet Ghosteen fra 2019. Projektet, som har titlen CARNAGE, bliver dermed det 18. studiealbum i rækken fra Nick Cave & The Bad Seeds.

Aflysningen af Caves ellers planlagte Europa-turné, som følge af den igangværende coronapandemi, var i sangerens øjne en oplagt mulighed for at hoppe i studiet og arbejde på det nye album. På Caves hjemmeside, The Red Hand Files, giver han nu en kortfattet beskrivelse af det kommende album til de nysgerrige fans, som venter spændt på den nye musik: ‘’Mere info? Okay. Hvad med det her? CARNAGE er en brutal, men meget smuk plade indlejret i en fælles katastrofe’’.


På sin hjemmeside begrunder Nick Cave derudover sit valg af sange fra det efterhånden halvgamle album The Boatman’s Call fra 1997, til den klaverakkompagnerede solokoncert Idiot Prayer, som blev livestreamet i juli sidste år og efterfølgende udgivet som album og biograffilm. Cave forklarer: ‘’Efter The Boatman’s Call udkom oplevede jeg en form for skam. Jeg følte, at jeg havde afsløret for meget’’. Dette har dog ændret sig med tiden, og i dag anser sangeren selv albummet som ‘’et nødvendigt spring ud i en type sangskrivning, som i sidste ende ville blive udelukkende selvbiografisk’’.

Læs også: REPORTAGE: Nick Cave gav pressemøde i København

 


ANNONCE