Nyhed

Heather Nova giver to koncerter i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Spiller akustisk på VoxHall og i DR Koncerthuset

Den Bermuda-fødte og -opvoksede sanger og sangskriver Heather Nova kommer til Danmark på sin The Acoustic Tour og giver to koncerter, på VoxHall i Aarhus 8. november og i DR Koncerthusets Studie 2 i København 12. november.

Det er snart 27 år siden, at Heather Nova brød igennem med sit andet album, Oyster. Hun blev et stort navn på indie-scenen op igennem 90’erne og 00’erne og har til dato udgivet 10 album, senest Pearl fra maj 2019. Hun har turneret verden over, givet akustiske koncerter i kirker og operahuse og lavet musik til tv-shows og film. Herhjemme er hun især kendt for Eskobar-duetten "Someone New" fra 2001.


Heather Nova tilbragte i øvrigt flere år af sin ungdom med at cruise rundt i det caribiske. Faderen havde selv bygget den 40-fod båd, som i flere år udgjorde familiens hjem, og hér lå Heather og lyttede til gamle kassettebånd med Van Morrison, Neil Young og Bob Dylan, og det blev en stor inspiration for hendes egen musik.

Heather Novas seneste koncert i Danmark fandt også sted i DR Koncerthuset i 2019. I øvrigt var hun en af de allerførste, der optrådte på VoxHall, da spillestedet åbnede i august 1999.

I en pressemeddelelse udtaler Nova:


"I denne tid med forfærdelig usikkerhed og frygt er det eneste, vi kan klynge os til håbet. Og gennem denne mørke tid er en af de ting, som har bragt os håb og tryghed musik.

I lyset af dette, og jeg ser lys for enden af denne lange og pinefulde tunnel, har jeg tænkt mig at gå videre med min akustiske turné i oktober (hvilket allerede var planlagt før pandemien). Jeg ved, at dette vil være en helt særlig turné; jeg har altid følt det som et privilegium at spille koncerter, men nu føles privilegiet endnu større. Jeg håber, I deler mit håb, og at I vil komme til mig for igen at samles og dele musikken. Med tak og kærlighed, Heather".

Billetsalget begynder fredag 12. februar 2021 kl. 10.00


Voxhall: 250 kr. + gebyr, via billetten.dk

DR Koncerthuset, Studie 2: 280 kr. + gebyr, via drkoncerthuset.dk og livenation.dk

Varm op med "Just Kids" fra albummet Pearl:

ANNONCE