Nyhed

Dansk band i ny iPod-reklame

The Asteroids Galaxy Tour lægger musik til reklamefilmen for iPod Touch

Det danske indie-soul band The Asteroids Galaxy Tour har ramt en lille guldåre, efter at sangen ”Around The Bend” er blevet udvalgt til at lægge lydside til en reklamefilm for Apples nye iPod Touch.

Tidligere har Apple anvendt prominente navne som Paul McCartney, U2, Coldplay og Gorillaz til deres reklamefilm, så man må sige, at danskerne her er trådt ind i et fint selskab.

The Asteroids Galaxy Tour har kun et år på bagen, men indtil videre er tingene gået ret hurtigt for dem. Kort tid efter deres første demoer blev lagt ud på MySpace, blev bandet kontaktet af management-firmaet IE, der også arbejder med blandt andet Robbie Williams.


Herefter tog tingene fart, og i efteråret 2007 fik de så deres livedebut som omvarmning for selveste Amy Winehouse i et udsolgt Store Vega

Vi tegnede også et mini-portræt af bandet i forbindelse med Spot Festival i juni måned, hvor vi roste de seks medlemmer for at lave en ganske original blanding af soul, funk, pop og mere eller mindre alternativ rock.

Nu kan man så høre musikken fra nummeret ”Around The Bend” i en nye iPod-reklame. Deres officielle singleudspil, som er udkommet på cd og download, hedder ellers ”The Sun Ain’t Shining No More”, men Apple har altså kastet deres kærlighed til et andet nummer fra bandet.


Hvis du synes om musikken fra Apples nye reklame, kan vi nævne, at The Asteroids Galaxy Tour spiller på Reeperbahn Festival i Hamborg d. 26. september.

Billetter til festivalen kan købes på GAFFA Billet.


Her kan du købe billet til Reeperbahn Festival

Og her kan du se reklamefilmen for IPod Touch

ANNONCE