Nyhed

Smerz inviterer til sanseligt intermezzo

GAFFA.dk – alt om musik

Den norske elektroduo kan opleves i Store Vega i maj

I forbindelse med deres debutalbum spiller den norske elektro-duo Smerz i Store Vega den 30. maj.

Smerz gjorde sig for alvor bemærket på dansk jord, da de i 2018 fyldte Gloria på Roskilde Festival med lange køer af mennesker og fandt vej til anmeldernes opmærksomhed. En koncert, der manifesterede duoens musikalske univers, der bar præg af en vekselvirken mellem åndelig og kunstnerisk bevisthed. Nu vender duoen tilbage til Danmark, når de til foråret gæster Store Vega. I en pressemeddelelse fra Vega lyder beskrivelsen af begivenheden:


”En rejse fra Rom til Oslo, fra barokken gennem modernismen, de tidlige 2000'ere og ind i fremtiden i Store Vega”.

Koncerten peger på et intermezzo af sanselige dimensioner, når de spiller deres første album, Believer. Et album som bevæger sig på tværs af genrer som jazz, norsk folkemusik, barok, eurodance, hiphop, romantik og r&b. Og ifølge Vegas pressemeddelelse handler teksterne om ”relationer og forventninger og springer ud af samtaler mellem de to musikere og deres nære venskab”. En beskrivelse, der lægger an til et rum af intimitet og sanselighed, når Smerz gæster Store Vega den 30. maj. 

Selv præsenterer Vega duoens koncert som en ”Nattiné”. Et norsk udtryk for kunstnerisk underholdning, der begynder ved sen aftentid som et ordspil på "matiné" – underholding, der finder sted formiddag eller eftermiddag. Showet begynder dog allerede klokken 20. 


Billetsalget er 250 kroner, og forsalget begynder den 23. februar klokken 10 via vega.dk og ticketmaster.dk

Du kan desuden høre Smerz’ debutalbum, når det lander på gaden den 26. februar.

Varm op med titelnummeret "Believer":

ANNONCE