The Boss er en blandt mange kunstnere, der genindspiller bandets sange til ny ep-serie
Sangeren Alan Vega fra Suicide fylder 70 i år, og derfor har pladeselskabet Blast First Petite valgt at hylde ham gennem en stribe ep-udgivelser.
På hver ep vil en kendt og en mindre kendt kunstner indspille en fortolkning af et Suicide-nummer, og på listen af etablerede navne finder man blandt andet Bruce Springsteen.
The Boss har indspillet en version af "Dream Baby's Dream" til en ep, der udsendes 6. oktober. Samme dag vil man kunne købe en ep, hvor The Horrors spiller "Shadazz".
Det vides endnu ikke, hvor mange ep'er serien vil indeholde. Men ifølge NME har navne som Primal Scream, Peaches, Grinderman, Spiritualized, Sunn 0)), Julian Cope og Vincent Gallo sagt ja til at bidrage med et nummer.
Suicide blev dannet i 1971 af Alan Vega og Martin Rev og sammen i denne konstellation har de to musikere udsendt seks plader. Men det er formodentlig de to første (begge med titlen "Suicide"), der vil blive lagt mest vægt på.