Nyhed

Større forsamlinger til events tillades igen i Texas og Mississippi

GAFFA.dk – alt om musik

Staterne ønsker en fuld genåbning på grund af det faldende antal indlæggelser og tilfælde af corona

Mississippi og Texas har skabt kontroverser, efter det blev bekræftet, at der er en større genåbning på vej i de to amerikanske stater.

‘’Vi skal gøre mere for at genoprette levebrød og normalitet for indbyggerne i Texas’’, siger statens guvernør, Greg Abott ifølge NME. Det betyder blandt andet, at store forsamlinger til events og på sports-stadioner igen bliver tilladt.


Artiklen fortsætter under tweetet


Fra den 10. marts skal borgerne i Texas ikke længere bære masker, og butikkerne kan åbne igen med fuld kapacitet. Forretninger har dog stadig lov til at begrænse kapaciteten eller indføre sikkerhedsforanstaltninger, tilføjer Abott. 

‘’Man skal ikke tage fejl, COVID-19 er ikke forsvundet, men det kan tydeligt ses på genopretningen, vaccinationerne, de faldende indlæggelser, og sikkerhedsforanstaltningerne, at restriktionerne ikke længere er nødvendige’’, fortæller guvernøren og tilføjer: ‘’Hver enkelt person spiller selv en rolle i sin egen og andres sikkerhed’’.

I Mississippi begyndte genåbningen allerede i går. Statens guvernør, Tate Reeves, udtalte følgende: ‘’Antallet af indlæggelser og tilfælde er styrtdykket. Tiden er inde til det!’’


Beslutningen er blevet kritiseret for at være ufornuftig, blandt andet af det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Alexandria Ocasio-Cortez, som pointerede, at kun 6,8% af borgerne i Texas er blevet fuldt vaccineret. ‘’Det sætter hele landet, og mere til, i fare. Vi er midt i en pandemi’’, kommenterede hun på Twitter.

Artiklen fortsætter under tweetet

Udmeldingen fra guvernørerne i Texas og Mississippi kommer blandt andet i kølvandet på Live Nations udmelding i sidste uge om, at de er optimistiske omkring afviklingen af større festivaler til sommer. 

Læs også: Første danske festivalaflysning i 2021


 

ANNONCE