Nyhed

P6 BEAT elsker Daft Punk

GAFFA.dk – alt om musik

Seks timer i radioen om den franske elektroduo 

I morgen den 6. marts sender radiostationen P6 BEAT seks timer fra 10-16 om Daft Punk, der i sidste uge annoncerede deres brud efter 28 år sammen.   

I den anledning sender P6 BEAT seks timers digital kærlighed til de to robotter og menneskerne bag; Guy-Manuel & Thomas, og fortæller hele historien om den franske duo, der startede som et band, genopfandt sig selv som elektroniske musikere og siden har rystet musikverdens fundament med få, men stærke udgivelser og liveshows.   


LÆS OGSÅ: Daft Punk stopper 

Vært Goodluck Casper Bach Hegstrup styrer løjerne, med hjælp fra P6 BEAT-vært og journalist Niels "Fez" Pedersen, der blandt andet står for programmet "Fezten på P6 BEAT" og ikke mindst er ekspert i den elektroniske musikscene.   

Programmet dykker ned i historien om de to mænd fra Paris, der blev til robotter og med deres retrofuturistiske og maksimalistiske tilgang til den elektroniske musik gjorde denne større og bredte den ud fra undergrunden til verdens største klubber og scener.   


P6 BEAT tager dig med fra Darlin’-tiden før Daft Punk, til deres debut, deres genfødsel som robotter, og til deres seneste albumudgivelse Random Access Memories fra 2013, der for alvor cementerede duoen som verdensstjerner med hele fem Grammy-statuetter.   

LÆS OGSÅ:  Daft Punk: Random Access Memories 

En hel time dedikeres til netop albummet Random Access Memories fra 2013 og den omfattende historie bag albummet.   


Ud over utallige knytnæve-pumpende loops og samples behandler programmet også det sørgelige brud, der den 22. februar i bedste Daft Punk-stil blev udført med en epilog i form af en video, der ligesom duoen emmer af coolness og mystik.  

Programmet sluttes som altid af med P6 BEAT-lytternes Daft Punk top-10.  

Nedenfor ses videoen, hvori Daft Punk meldte deres opløsning: 

ANNONCE