Junior Senior opløst

Junior Senior opløst

Billede: Søren Solkær Starbird

Junior Senior er gået i opløsning, fortæller gruppen i en pressemeddelelse. Jesper ”Junior” Mortensen og Jeppe Breum ”Senior” Laursen går med andre ord hver til sit. Bruddet sker ifølge gruppen selv i al venskabelighed og skyldes, at de to ønsker at fortsætte med at lave musik hver for sig. Jesper "Junior" i soloprojektet The Little Sisters, og Jeppe "Senior" under navnet Jeppe.

Dermed er der sat et punktum for et af de internationalt mest succesfulde danske musiknavne i dette årtusind. Junior Senior fik et massivt gennembrud med deres allerførste single, ”Move Your Feet” fra 2002, produceret af den siden så storhittende Thomas Troelsen. Singlen banede vej for en amerikansk kontrakt med pladeselskabet Atlantic, og ”Move Your Feet” begyndte at gå sin sejrsgang over store dele af verden.

Junior Seniors debutalbum, ”D-D-Don’t Don’t Stop The Beat”, blev dog ikke nær så stor en salgssucces, og det samme skete heller ikke for efterfølgeren, ”Hey Hey My My Yo Yo” fra 2005, der ellers blev indspillet for et langt større budget og med internationale gæstestjerner som Cindy Wilson og Kate Pierson fra The B-52’s samt Le Tigre. Albummet nåede dog en andenplads på den japanske hitliste, ligesom singleforløberen herfra, ”Itch You Can’t Scratch”, blev et pænt hit i Danmark, men kun i begrænset omfang uden for landets grænser.

Sidste år udgav Junior Senior ep’en ”Say Hello, Wave Goodbye”, som igen ikke blev det helt store hit.

Jesper Mortensen og Jeppe Breum Laursen har i øvrigt en fælles fortid i gruppen Ludo X, som under navnet Frantic vandt DM i Rock i 1994.

Hverken Junior eller Senior ønsker at uddybe, hvorfor de er gået fra hinanden, men henviser til en kommentar på deres MySpace-side. Her takker de deres fans for støtten og skriver, at årene med Junior Senior har givet dem mange flere oplevelser, end de nogensinde havde drømt om.

Junior Senior på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA