x

Jacob Collier giver koncert i Danmark

Jacob Collier giver koncert i Danmark

Den engelske sanger og multiinstrumentalist kommer til landet i 2022

Den 11. februar 2022 vil sangeren og multiinstrumentalisten Jacob Collier åbne for sit musikalske rum i Store Vega.

Det engelske kæmpetalent Jacob Collier har gennem de seneste få år opbygget en hob af nørdede fans, der ikke kan få nok af hans skøre, eksperimenterende og yderst komplekse musikalske idéer. I en alder af 26 år har han modtaget rosende ord fra legender som Herbie Hancock og Quincy Jones. Jacob Collier regnes som en af verdens mest innovative og håbefulde, unge musikere. Han har netop vundet en Grammy for ”Best Arrangement, Instruments and Vocals”.

Med base i London og vokset op i en musikerfamilie er Jacob Collier blevet inspireret af mange forskellige strømninger i musikken – jazz, a cappella, groove, folk, triphop, klassisk, latin, gospel og soul – og har samlet det til sin egen, kreative verden. Han har arbejdet med toporkestre verden over, eksempelvis har han været med på Snarky Puppys Family Dinner Vol. 2.

”Han er kendt for at benytte sig af avancerede teoretiske virkemidler, der både intellektuelt og i udførelsen mildest talt er for viderekomne; rytmer, der klemmer 5, 7, 11 eller 13 slag ind i en takt, elegante fraseringer med toner, der ikke ifølge nogen lærebog burde være mulige, og ikke mindst harmonier og tonearter, der ikke kan spilles på et almindeligt 12-tone-klaviatur”, skrev GAFFAs anmelder Henrik Felter i 2020.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Jacob Colliers tredje album skruer ikke ned for nørderiet

Med et særligt talent for de sociale medier har han indtaget YouTube med sine multifacetterede videoer, hvor han synger alle stemmer, spiller alle instrumenter og visualiserer energien. Det er blevet lidt af et varemærke for ham. Siden 2011 har hans YouTube-kanal fået mere end 250.000 følgere og 10 millioner views. Han har med det virale hit, Stevie Wonder-klassikeren "Don’t You Worry ’Bout A Thing", fået opmærksomhed hos blandt andre Quincy Jones, Herbie Hancock, Pat Metheny, Chick Corea, Steve Vai og Take 6.

Med sit debutalbum In My Room fra 2016, der blev skabt på drengeværelset hos forældrene, inkasserede han to amerikanske Grammys og åbnede døren til samarbejder med artister som Ty Dolla $ign, Tori Kelly, Daniel Caesar, Charlie Puth, Jessie Reyez, T-Pain og SZA. Han har netop hevet sin femte Grammy hjem for hittet "He Won't Hold You".

I 2018 begyndte Collier at indspille et firdobbelt album, der har fået titlen DJESSE:50. Hvert album indeholder sit eget unikke musikalske univers og udtryk. Sidste år udkom DJESSE vol. 3, der ligeledes var nomineret til en Grammy-statuette, og hvor multitalentet endnu en gang hiver lytteren gennem sit eksperimenterende og komplekse lydunivers af skæve taktarter, fraseringer og vilde tonearter tilsat en markante række gæstevokalister.

Varm op med en koncertoptagelse fra The Late Late Show With James Corden i februar 2021:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA