Nyt engelsk site går i luften med hitlister over salg af koncertbilletter
Som mange musikdebattører har bemærket, synes salget af koncertbilletter at gå bedre end nogensinde, mens cd-salget som bekendt falder og falder.
Det engelske pris-sammenlignings-site tixdaq.com har nu taget konsekvensen og oprettet en hitliste over salg af koncertbilletter i England, skriver BBC. Hitlisten bliver offentliggjort i musikmagasinet Music Week og kan også ses på tixdaq.com og er baseret på opgørelser af online-køb.
Oasis topper hitlisten den første uge, idet de inden længe påbegynder en turné i England oven på næste mandags udsendelse af deres syvende album "Dig Out Your Soul". Nummer to er de i England voldsomt populære amerikanere Kings Of Leon. Som nummer tre, fire og fem finder vi henholdsvis Stevie Wonder, Kanye West og Coldplay.
Tixdaq.coms Will Muirhead udtaler: ”Live-musik har traditionelt spillet andenviolin i forhold til pladesalg. Tixdaq.coms hitliste afspejler betydningen af livemusik som den hurtigst voksende del af musikmarkedet.”