Nyhed

Jacob Bellens og Er De Sjældne spiller i Musikcaféen‏

Solisten og det nye band giver os friske toner den 3. oktober

Fredag den 3. oktober stiller Jacob Bellens op til en solokoncert på Musikcaféen, blot medbringende sin akustiske guitar og et klaver. Samme aften går bandet Er De Sjældne på scenen med en blanding af musik og poesi af Lone Hørslev.

Jacob Bellens' cv vidner om, at han figurerer som frontfigur i to danske bands, I Got You On Tape og Murder. Denne koncert bliver første gang, at han afprøver sit eget solomateriale i en livesammenhæng.

Det sker med henblik på en kommende soloudgivelse, hvoraf tre numre indtil videre er offentliggjort på hans MySpace-side. Her kredses der, i følge en pressemeddelelse, om samme afdæmpede folk/americana-univers, man kender fra Murder, hvor vokalen står som det naturlige omdrejningspunkt sammen med nogle simple arrangementer.

Som et yderligere plus kan bandet Er De Sjældne ligeledes opleves på scenen denne aften. I pressemeddelelsen rapporteres det, at de spiller "antifolk ud fra et princip om at blande poesi og musik med blandt andet fugle- og korsang". Teksterne skrives af digteren Lone Hørselv, og til koncerten vi de optræde i en scenografi skabt af billedkunstneren Lykke Andersen.

Jacob Bellens og Er De Sjældne spiller fredag d. 3. oktober klokken 21:00 på Musikcaféen i København.


Billetter kan købes på GAFFAbillet.dk.

Køb billetter her


ANNONCE