x

Steppeulven klar med ny dato

Steppeulven klar med ny dato

Prisuddelingen finder nu sted 27. juni

Arrangørerne bag musikkritikerprisen Steppeulven har for anden gang været nødt til at udskyde årets prisshow grundet de forlængede coronarestriktioner. Nu bliver showet afholdt søndag den 27. juni klokken 17 på Bremen Teater. Bemærk det tidlige tidspunkt.

Det er heldigvis lykkedes arrangørerne at få samtlige seks optrædende bands og solister til også at være på scenen den 27. juni, og lineuppen er derfor stadig Baby in Vain (billedet), Brimheim, EYES, Goss, SULKA og Søn. Værterne er ligeledes stadig Tilde Bang-Kristensen og Rune Hedeman.

Årets line-up er rettet mod det vækstlag, der har været særlig hårdt ramt af 2020's mange aflyste koncerter og festivaler og de deraf følgende manglende muligheder for at komme ud og møde et publikum.    

I nomineringsfeltet ligger Joyce i spidsen med seks prisnomineringer foran Ganger med fire.

LÆS OGSÅ: Steppeulven: Og de nominerede er...

Prisen uddeles af foreningen af Danske Musikkritikere, som består af musikskribenter fra dagbladene og musikmedierne Berlingske, B.T, Børsen, Dagbladet Information, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende, GAFFA, Politiken, Soundvenue, Passive/Aggressive, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.  

Et begrænset antal billetter til prisfesten den 27. juni kan købes fra i dag via Ticketmaster og koster 200 kr. + gebyr.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA