X Factor-Heidi klar med album

X Factor-Heidi klar med album

Da Danmark blev ramt af seermagneten X Factor, var Heidi Herløw en af dem, danskerne og dommerpanelet tog til sig, hvorfor hun også nåede langt. Faktisk helt til semifinalen. Med et sådant X Factor-kendisskub i ryggen er det svært som dansker andet end at nikke genkende til hendes navn, når man hører om hendes kommende album. En udgivelse, der følger op på X Factor-dommer Thomas Blachmans løfte om et album i samarbejde mellem de to og med den bryskt karismatisk ævlende hr. Blachman selv i rollen som producer sammen med Kasper Winding. Trods d’herrers erfaringer i branchen mastermindede de imidlertid ikke en plade sammen hen over hovedet på Heidi. Syv af de kommende ti numre har hun selv skrevet musik og tekst til, og resultatet er blevet et jazzet udspil med stor plads til Heidis stemme.

– Jeg er så glad for den lyd, de har lavet på min stemme, siger Heidi Herløw til GAFFA.dk og fortsætter:

– Det er en smuk, meget stor lyd, samtidig med at der foregår en masse små finurligheder, som horn, blæsere, strygere og meloditing, der udvikler sig. Min stemme får lov at stå frem på en meget intens måde, det kan jeg godt lide. Når man kan høre dynamikken, og det ikke bare bliver slået ned, men at der er plads til nærhed.

Siden slutningen af juni har hendes første single "Switch" roteret i radioen. Sangen vidner om et jazzet touch og har tidligere modtaget meget rosende ord fra producer Thomas Troelsen, der ikke ser noget til hinder for, at hun bliver en kæmpe succes. Og netop succes er heller ikke et ukendt område for Blachman/ Winding, der var duoen i producerstolen bag det dengang dundrende anmelderroste Cinemataztic-album, som Caroline Henderson udsendte i 1995, og som høstede ikke færre end seks grammyer i februar 1996 – herunder for årets danske album og årets danske producer. Netop den lyd Blachman/Winding bringer med sig, beskriver Heidi Herløw som ”fantastisk”.

– Den her jazz og r&b har jeg altid syntes var spændende. Jeg er vild med gammel og sort musik. Det er virkelig en kombination af os tre, og jeg er rigtig glad for resultatet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA