Nyhed

Iced Earth-guitarist erklærer sig skyldig i deltagelse i stormen på Kongressen

GAFFA.dk – alt om musik

Forventes idømt mellem 3,5 og 4,5 års fængsel

Jon Schaffer, guitarist i metalbandet Iced Earth, har nu erklæret sig skyldig i to anklager i forbindelse med sin deltagelse i stormen på Kongressen i Washington den 6. januar, skriver CNN.

Schaffer erklærede sig skyldig i forstyrrelse af en offentlig handling og i at trænge ind i en offentlig bygning med et farligt våben, i dette tilfælde bjørnespray, en slags peberspray. Schaffer er den første deltager, der erklærer sig skyldig i episoden, hvor flere hundrede personer trængte ind i Kongressen efter Donald Trumps tale ved det nærliggende Det Hvide Hus kort forinden. 


I sin erklæring fortalte musikeren også, at han betegnede sig som "stiftende livstidsmedlem" af den højreorienterede, regeringskritiske militante bevægelse Oath Keepers, der blandt andet består af tidligere politi-, militær- og redningsfolk og har som formål at "forsvare forfatningen mod fjender, fremmede og hjemlige".

Schaffer erklærede ligeledes, at hans tro på, at der var blevet svindlet med stemmerne ved præsidentvalget den 3. november 2020 ikke gav ham nogen juridisk ret til at trænge ind i kongresbygningen.

Anklagerne og guitaristens forsvarere blev enige om, at en dom på mellem 3,5 og 4,5 års fængsel vil være passende, alt efter hvor samarbejdsvillig Schaffer er. Den endelige dom skal fældes af dommeren Amit Mehta.


Efter Schaffers deltagelse i stormen på Kongressen har to af hans bandkolleger i Iced Earth meddelt, at de går ud af gruppen.

LÆS OGSÅ: Iced Earth-medlemmer forlader bandet efter guitarists stormløb på Kongressen

 


ANNONCE