Musiksite vil vide, at Zack de la Rocha & Co. skal indspille nyt album
Musiksitet twistedear.com kan oplyse, at Rage Against The Machine overvejer at gå i studiet for at indspille deres første album siden coveralbummet ”Renegades” fra 2000. Gruppen forhandler angiveligt med deres gamle pladeselskab Sony BMG om at udsende et nyt album engang i 2009. En kilde udtaler dog til sitet: ”Vi er forhåbningsfulde, men et nyt album er langtfra afgjort.”
Frontmand Zack de la Rocha var en anelse mere klar i mælet, men knap så positiv, at han sidste måned udtalte følgende til Los Angeles:
”Vi bliver ved med at spille koncerter – vi har nogle store nogle foran os, store i begge betydninger. Hvad angår at indspille musik i fremtiden, så ved jeg ikke, hvordan det kommer til at passe til os. Vi er alle i fuld gang med vores egne projekter, og det er fint.”
Rage Against The Machine blev dannet i Los Angeles i 1991 og fik kæmpesucces med deres debutalbum fra 1992, der bød på en original blanding af rap og groovy, beskidt rock tilsat stærkt politiske tekster. Albummet indeholdt blandt andet hits som ”Killing In The Name Of” og ”Bombtrack”. Gruppens efterfølgende plader opnåede ikke helt samme succes, og i 2000 gik bandet i opløsning efter fire studiealbum. Bandets medlemmer bortset fra Zack de la Rocha spillede herpå blandt andet sammen med Chris Cornell i Audioslave, som gik i opløsning i 2007 kort før gendannelsen af Rage Against The Machine.
Zack de la Rocha var temmelig tavs i årene efter år 2000, men han har for nylig udgivet debut-ep’en med sit nye projekt One Day As A Lion. Guitarist Tom Morello er desuden aktuel med sit andet soloudspil under navnet The Nightwatchman.