Nyhed

Smukfest: "Vi forventer, vi kan holde festival"

GAFFA.dk – alt om musik

"Vi forventer, at alle restriktioner udgår den 1. august"

Ekspertgruppen for store arrangementer har i dag afleveret sine anbefalinger til, hvordan større forsamlinger kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt. Ekspertgruppens arbejde bliver nu overdraget til partierne bag rammeaftalen for genåbning af Danmark.

For festivalerne gælder det, at der i fase 1 anbefales maksimum 2000 stående deltagere i sektioner med 200 personer, i fase 2 maksimum 10.000 stående deltagere i sektioner med 2000 personer, og camping er ikke tilladt. I begge tilfælde er fremvisning af coronapas en forudsætning. 


Ekspertgruppen anbefaler, at fase 2 igangsættes, når alle over 50 år, der ønsker det, har fået første vaccinestik.

Det forventes, at alle restriktioner ophæves, når alle over 16 år er vaccineret, hvilket pt. forventes i begyndelsen af august – med forbehold for den aktuelle sundhedssituation.

Dermed ser det umiddelbart sort ud for alle de store festivaler, der finder sted inden begyndelsen af august, nærmere betegnet Jelling, Heartland, NorthSide, Copenhell, Tinderbox, Roskilde og Nibe. Omvendt er der måske håb for Smukfest, der først finder sted 4.-8. august.


Vi har fanget talsmand Søren Eskildsen for en kommentar.

– Vi føler med alle vores festivalkolleger, der nu formodentlig må aflyse. Vi har haft et rigtig godt samarbejde festivalerne imellem her under coronanedlukningen, hvor vi har arbejdet på løsninger for at kunne gennemføre større events. Vi forventer, at planen for de store arrangementer kommer til at følge genåbningen af samfundet, hvor det udendørs forsamlingsloft ophører 11. juni, og alle restriktioner udgår den 1. august, siger Søren Eskildsen og fortsætter:

– Derfor regner vi med, at vi kan holde festival, og vi fortsætter planlægningen. Vi er sikre på, at vi kan afholde festivalen sundhedsmæssigt forsvarligt. Nu afventer vi så politikernes beslutning. Der er bred opbakning i branchen til, at vi skal have gennemført så mange store events som muligt i sommer, så vi kan gøres os nogle erfaringer, og så vi kan få genstartet festivallivet. Det håber vi, at politikerne vil lytte til.


Men vaccineplanen kan jo blive forsinket, det er jo allerede sket flere gange?

– Ja, men ekspertgruppen lægger jo også op til, at fasernes afslutning skal følge det generelle smittetryk i samfundet. Vi venter i spænding på en slutdato fra politikerne. 

LÆS OGSÅ: Ekspertgruppens anbefalinger er klar – festivalerne reagerer


ANNONCE