x

Coco O giver syv koncerter i København

Coco O giver syv koncerter i København

"Jeg vil gerne omfavne, at publikum skal sidde ned"

Den 30. april udsendte den tidligere Quadron-sanger Coco O. sit debutalbum, It’s A Process. I dag annoncerer soul/r&b-sangeren så sine første liveoptrædener efter udgivelsen, nemlig hele syv koncerter i træk på Hotel Cecil i København, hvor hvert show bliver i intime rammer og med et yderst begrænset antal billetter i salg – og med et hele otte personers stort band.

Coco fortæller om de syv koncerter: ”Jeg har glædet mig helt vildt meget til at komme ud og spille igen og fremføre mit nye album for allerførste gang. Det har været vigtigt for mig at arbejde med de restriktioner, der er pålagt os på en kreativ måde," siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Derfor har jeg valgt at lave et residency på Hotel Cecil med syv små koncerter i intime omgivelser, i stedet for en enkelt stor koncert. Jeg vil gerne omfavne, at publikum skal sidde ned, og jeg vil gøre mit bedste for at lave det til en unik og eksklusiv oplevelse for den lille håndfuld mennesker, der er kapacitet til hver enkelt aften."

Coco O. brød igennem som halvdelen af r&b-duoen Quadron, der debuterede med et selvbetitlet album i 2009 og fulgte det op i 2013 med Avalanche. Sidstnævnte var indspillet i gruppens daværende hjemby Los Angeles, vakte international opmærksomhed og gjorde sig blandt andet bemærket med en gæsteoptræden fra Kendrick Lamar. Alligevel valgte Coco O. at forlade duoen og flytte tilbage til Danmark, hvor hun nu er klar med sit mere minimalistiske og selvproducerede debutalbum. Et album, som GAFFAs anmelder var godt tilfreds med.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Væk fra stjernerne, mod sig selv

Coco O. kan opleves følgende datoer på Hotel Cecil:

25. juni, 26. juni, 27. juni, 28. juni, 29. juni, 30. juni, 1. juli, hver aften klokken 20.

Billetsalget starter tirsdag den 11. maj kl. 10.00 lige her 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA