Nyhed

Spillestedet ALICE gentænker genåbning efter tekniske udfordringer

GAFFA.dk – alt om musik

Det københavnske spillested har valgt at se pandemiens lockdown som en udfordring, der kan fordre nye, kreative idéer

I denne genåbningstid, hvor spillesteder siden den 6. maj så småt er begyndt at åbne igen, må spillestedet ALICE desværre ærgre sig over, at de ikke er ét af dem. En afprøvning af spillestedets ventilationssystem viste nemlig, at den skal udbedres, før det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at afholde indendørs koncerter. Det har fået det københavnske spillested til at tænke i alternative aktivitetsformer. 

Spillestedets personale har holdt sig aktive i lockdown-perioden, hvor det lykkedes dem at holde åbent på nye betingelser. I foråret har ALICE præsenteret to nye koncepter ‒ ALICE Works og ALICE Shows. Førstnævnte er bestillinger af nye værker, der præsenteres i det nye år. Sidstnævnte er et format, hvor ALICE har lånt koncertsalen, teknikere og udstyr gratis ud til kunstneriske projekter inden for teater, musik, litteratur, performance og formidling.


Derudover har spillestedet lanceret videokanalen ALICE Archives, hvor det er muligt at finde koncerter i miniformat, der er filmet, klippet og redigeret af den prisvindende instruktør Frigge Fri. 

“Det er klicheen om ikke at spilde en god krise. Anden lockdown-periode har på mange måder været en gave for ALICE. Vi har udtænkt nye formater, været særdeles udviklende og aktive omkring det danske musik- og kunstliv, og etableret nye netværk og forbindelser, som ikke var blevet opsøgt og udviklet under normale betingelser”, siger spillestedets leder Bjarke Svendsen, og tilføjer: 

“Det er min klare opfattelse, at vi gennem det arbejde har nærmet os en model for, hvordan vi fremtidigt vil handle og prioritere. Vi er simpelthen blevet en mere relevant og aktiv kulturinstitution takket være corona”.


Indstil spillestedet igen kan åben og huse gæster, kan man imidlertid opleve deres Summer Series-koncerter, rundt omkring i byen, i samarbejde med blandt andet Brorsons Kirke, Christianshavns Beboerhus, URBAN 13, Musikcafeen og Sankt Johannes Kirke. Læs mere om sommerkoncerterne lige her

Læs også: Grøn Koncert aflyser sommerens koncertrække 

ANNONCE