x

Tivoli udsætter Fredagsrock – og lancerer nyt musikkoncept

Tivoli udsætter Fredagsrock – og lancerer nyt musikkoncept

Musikkonceptet Havefest har premiere den 21. maj.

Tivoli afslører et nyt Havefestkoncept, hvor der optrædes på tre forskellige scener. Blandt navnene til Havefest er Christopher, Peter Sommer, Drew Sycamore, Faustix, Søs Fenger og Hans Philip. Der er premiere på Havefest den 21. maj, men det er endnu ikke klart, hvem der spiller hvilke dage.

Det stod klart i sidste uge, at Tivoli var nødt til at udsætte Fredagsrock på ubestemt tid. I den forbindelse har Tivoli lanceret konceptet Havefest. Havefest er en hybrid mellem fredagsbar og endags-festival. Tivoli siger om konceptet, at det ”lægger op til at blive Københavns nye samlingssted, hvor koncertoplevelser, mad, øl og kolde drikke er i fokus”

På de tre scener – Orangeriet, Plænen og Pantomimeteatret – vil man kunne høre forskellig musik. For eksempel vil man på Pantomimeteatret blandt andet kunne opleve chill-out-koncepterne Stella Polaris og Sofabeats.   

Når Fredagsrock vender tilbage, skal Havefest ses som en udvidelse og opvarmning til den ugentlige store Fredagsrockkoncert på Plænen. Tivoli håber at kunne være klar med Fredagsrock i sensommeren.

Tivoli løfter desuden sløret for navnene til årets Lillefredag. Her kan man blandt andet opleve Emil Stabil, De Danske Hyrder, Pind og Artigeardit. Bathsheba og Angående Mig åbner Lillefredags program den 27. maj på Plænen.

Tivolis chef for musik og underholdning, Thor Feilberg, udtaler om programmet for Havefest og Lillefredag:

”Mange af kunstnerne vil gæsterne normalt kunne høre til Fredagsrock, men her fylder vi plænen i et Covid-19-venligt siddende format. Desuden er mange nye talentfulde musikere blevet bremset af Covid-19, så vi dedikerer hver fredag nogle af vores scener til at få morgendagens stjerner frem i rampelyset. Lillefredagsprogrammet ser desuden ud til at blive et af de stærkeste, vi til dato har præsenteret med både stærke etablerede artister og nye spændende talenter.”

LÆS OGSÅ: RUST Sleeps Around offentliggør det endelige sommerprogram

Bekræftede kunstnere til Lillefredag på Plænen klokken 19.00. Der arbejdes fortsat på programmet.

27.05.21 Bathsheba + Angående Mig
Emil Stabil (dato følger)
De Danske Hyrder (dato følger)
Artigeardit (dato følger)
Pind (dato følger)
Lord Siva (dato følger)

Bekræftede kunstnere til Havefest
Drew Sycamore (dato følger)
Christopher (dato følger)
Hans Philip (dato følger)
Peter Sommer (dato følger)
Faustix (dato følger)
Søs Fenger (dato følger)

Der arbejdes fortsat på programmet til Havefest, hvor koncerterne starter fra kl. 16:00.  Alle Covid-19 restriktioner overholdes. Læs mere på Tivoli.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA