Nyhed

Her er vinderen af Eurovision Song Contest – med halvt dansk islæt

GAFFA.dk – alt om musik

Der var spænding til det sidste, da italienske Måneskin tog sejren i den hollandske storby foran Frankrig og Schweiz.

Der var lagt op til et brag af en fest, da den 65. udgave af Eurovision Song Contest lørdag aften igen rullede over alverdens skærme efter et års coronapause. Da de sidste point var uddelt fra den spektakulære scene i Rotterdam, var det det italienske rockband Måneskin med nummeret ”Zitti E Buoni”, der stod øverst på tavlen og kunne hæve glastrofæet over hovedet.

Vindernummeret er et gedigent rocknummer og skilte sig markant ud mellem de mange ballader og eurodance-numre, der vanen tro ellers var at finde på scenen. Bookmakerne har dog længe haft det italienske bidrag som en af favoritterne sammen med blandt andet Frankrig, der snuppede andenpladsen, mens Schweiz sneg sig ind som nummer 3.


Det er 31 år siden, at Italien sidst er strøget til tops i den internationale musikkonkurrence, og med Måneskins sejr kan støvlelandet nu bryste sig af i alt tre Eurovision-triumfer. Navnet Måneskin stammer desuden fra gruppens bassist Victoria De Angelis, der er halvt dansk.

Mens Italien sprængte skalaen med deres 524 point, måtte Storbritanniens James Newman indkassere et overordentligt stort nederlag uden at modtage så meget som et eneste point fra hverken fagjuryer eller tv-seerne. Han endte dermed på en solid sidsteplads med 0 point. Han var dog ikke alene om ikke at have fanget de mange millioner europæers interesse. Hverken Tyskland, Spanien eller værtslandet Holland kunne nyde godt af seerstemmer og måtte derfor nøjes med de sparsomme fagjury-point.

Det danske bidrag, Fyr & Flamme og ”Øve os på hinanden” var desværre ikke at finde på scenen i den hollandske arena, de de røg ud i torsdagens semifinale 2.


LÆS OGSÅ: FYR & FLAMME-INTERVIEW: Kitsch-kærlighed fra et rent hjerte

Se og hør vindersangen:


ANNONCE