x

Eks-Massive Attack-medlem fængslet

Eks-Massive Attack-medlem fængslet

Claude Williams, der rappede på Massive Attacks første album "Blue Lines" under navnet Willie Wee, er netop ved retten i Cardiff, Wales blevet idømt 18 måneders fængsel for voldeligt overfald, skriver dance-portalen burnitblue.com.

Willie Wee levede op til navnet på sin gamle gruppe, da han i Cardiff i februar 2001 brutalt overfald en mand, der angiveligt skyldte ham beskedne 20 pund - oven i købet, mens denne sov. Wee gav manden en række knytnæveslag og slag med sit armbånd. Han erkendte sig skyldig.

Wee var efter sin tid i Massive Attack i en kort periode bassist for Tricky og var også rapper i gruppen The Baby Namboos.

Hvad angår det nuværende Massive Attack, ser fremtiden også dyster ud. Forleden kom det frem, at de to hovedkræfter, Daddy G og 3-D (billedet), ikke havde talt sammen i månedsvis, selv om de var ved at færdiggøre deres længe ventede kommende album, opfølgeren til 1998’s "Mezzanine".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA