Nyhed

Stella Polaris klar med alternativt festivalkoncept

GAFFA.dk – alt om musik

En kreativ løsning fra festivalarrangørerne

Chill-out-festivalen Stella Polaris havde sidste år succes med at konvertere arrangementet til et onlineformat, da pandemien og lockdown satte en gevaldig stopper for alt, hvad der hed festivaler og større arrangementer. I år byder arrangørerne igen på et alternativt festivalformat, i form af en række simultant afviklede satellitarrangementer rundt om i Danmark lørdag den 7. august fra kl. 12-21.

Satellitarrangementerne vil have cirka 500 deltagere hver, som kobles til et musikalsk epicenter på Frederiksberg med livemusik og dj's. Festivalen har allerede lavet aftaler med flere kommuner, og i de enkelte satellitområder vil der være lagt op til den sædvanlige, hyggelige Stella Polaris-stemning, med anlæg, barer og madboder.


Det vil stadig være muligt at afholde sin egen DIY-festival hjemmefra, da musikken ligesom sidste år bliver streamet via blandt andet Mixcloud, Facebook og YouTube, så man kan nyde festlighederne fra en valgfri lokation. 

Festivalen fortæller, at dette lidt alternative setup blandt andet skyldes økonomiske hensyn, da festivalen som altid er gratis og finansieret af indtægter fra barsalg samt sponsorater og kommunale tilskud, hvilket er en udfordring i en coronatid, men "det gælder om at se muligheder i stedet for begræsninger."

Musikprogrammet og andre praktiske informationer vil blive offentliggjort i løbet af de kommende uger. Følg med på festivalens Instagram og Facebook.  


Festivalen blev første gang afviklet i 1997 i Vennelystparken i Aarhus, og har siden oprindelsen haft besøg af mange hundrede danske og udenlandske artister og dj’s, der har spillet musik for et publikum, der spænder vidt i alder. Stella Polaris er Europas største chill-out-festival. Chill-out er en særlig musikalsk genre, hvor musikkens tempo eller rytmiske element er nedtonet, og stemningen eller det melodiske element bliver sat i fokus.

LÆS OGSÅ: OPDATERET OVERBLIK: Disse festivaler og musikevents kan du opleve denne sommer

ANNONCE