x

De Grimmeste Aftner klar med flere navne

De Grimmeste Aftner klar med flere navne

Blandt andre Jung, TV-2 og Hjalmer er føjet til programmet

De Grimmeste Aftner, der er arrangeret af folkene bag GrimFest og ligeledes finder sted på Grimhøjgaard i Brabrand i udkanten af Aarhus, offentliggør flere navne. 

Denne gang er der tale om TV-2, Jung (billedet), Magtens Korridorer, Aksglæde, Hjalmer og Michael Falch. Dermed er 12 ud af 14 koncerter dansksprogede, hvilket er en tilfældighed, men en ganske velkommen én, fortæller arrangørerne.

Kønsfordelingen er ikke helt jævn – bortset fra podcast-duoen Fries Before Guys, de nogenlunde ligeligt kønsfordelte Luftens Helte og åbningsarrangementet med Kvinder I Musik, der fandt sted den 29. maj, er årets program rent mandligt. Festivalleder Aage Stokholm fortæller til GAFFA, at man har forsøgt at få nogle flere kvinder på programmet, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre af praktiske årsager, da de pågældende kvinder har været engageret andetsteds. Til gengæld lover han en mindre skæv kønsfordeling på GrimFest, hvor programmet offentliggøres inden længe.

De Grimmeste Aftner startede den 12. juni 2020 med Allan Olsen, og Folkeklubben den 11. juni er derfor arrangørernes 1 års jubilæums-koncert.

Billetter til De Grimmeste Aftner og information findes på GrimFests hjemmeside, grimfest.dk

Programmet er nu som følger:

11. juni Folkeklubben + Martin Zeppelin
26. juni Luftens Helte
2. juli Barselona
10. juli Shades of Blue
15. juli Steen Jørgensen
16. juli TV-2
17. juli Fries Before Guys (podcast)
23. juli Bogfinkevej 

29-31. juli  GRIMFEST 2021

19. august Michael Falch
26. august Jung
28. august Kristian Leth
3. september Hjalmer
10. september Magtens Korridorer
11. september Aksglæde

Varm op med Jungs "To timer i træk":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA