x

Macy Gray kommer til Danmark

Macy Gray kommer til Danmark

Den prisvindende og talentfulde sanger og sangskriver med den karakteristiske hæse stemme vender stærkt tilbage

Den amerikanske r&b- og soul-sanger Macy Gray giver koncert på Store Scene på Kulturværftet i Helsingør den 26. maj 2022. 

“Der er ingen tvivl om det musikalske talent, som både Macy Gray og band har”, skrev GAFFAs anmelder om hendes eneste koncert på dansk jord i 2017, der fandt sted i Musikkens Hus i Aalborg. Sangeren var også booket til at spille en koncert i corona-året 2020 på Vejle Musikteater, et show der dog som så meget andet blev aflyst. 

Gray debuterede i 1999 med On How Life Is, som blev ført an af singlen “I Try”, der blev et kæmpe hit og nok stadig er sangerens største succes til dato. Albummet bød derudover på hits som "Still" og "Why Didn't You Call Me?". 

22 år efter sin debutudgivelse kan sangeren nu skrive ti studiealbum, Grammy-prisen "Best Female Pop Vocal Performance" for “I Try”, og fire andre Grammy-nomineringer på cv’et. Ved siden af musikken har hun også prøvet kræfter med skuespil i blandt andet Training Day og Spiderman og været medforfatter til en animeret tegnefilm.

Billetsalget starter på fredag den 18. juni klokken 10, og billetter kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: Macy Gray udgiver coveralbum 

 

Varm op til koncerten med “Try”:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA