x

Skive Festival klar med de første navne

Skive Festival klar med de første navne

Festivalen meldte allerede ud i januar, at årets arrangement ville blive udskudt fra juni til september i år ‒ set i ly af sidste uges genåbningsaftale, hvor det blev meldt ud, at alle restriktionerne frafalder fra 1. september, har det været den helt rigtige beslutning

Skive Festival 2021 bliver afviklet den første weekend i september, d. 2.-4, og det eneste corona-relaterede krav vil være fremvisning af gyldigt coronapas. På musikprogrammet har festivalen indtil videre Carpark North, Drew Sycamore (billedet), Boney M, The Blue Van, Dressed For Roxette og DJ Aligator.  

Det veletablerede og erfarne rockband Carpark North har været en del af den danske musikscene siden udgivelsen af deres hitsang “Transparent and Glasslike” i 2003. Den seneste af deres i alt seks albumudgivelser var Hope fra 2017. Drew Sycamore har været et af de mest dominerende popnavne i den seneste tid. Sangeren står blandt andet bag hits som "Take It Back", “I Wanna Be Dancing” og “45 Fahrenheit Girl”, der alle er fra hendes andet og nyligt udgivne album Sycamore

Discogruppen Boney M. var egentlig også booket til at spille på festivalen i aflysningernes år 2020. De er klar igen i år og vil underholde publikum med velkendte numre som “Rivers of Babylon”, “Ma Baker” og “Daddy Cool”. The Blue Van har syv albumudgivelser i rygsækken, senest From Responsible Sources fra 2020. Oplev “Silly Boy” og “Man Up” live, når bandet lægger vejen forbi Skive Festival til efteråret.

Dressed For Roxette er Skandinaviens største Roxette-coverband, der vil spille den svenske popduos kendte numre, som “Sleeping in my Car”, “Joyride” og “The Look”. Cover-bandet var også forbi festivalen i 2019. DJ Aligator vil sætte gang i festen på festivalpladsen med hits som “The Whistle Song”, “Stomp!” og “Lollipop” fra de tidlige 00’ere. 

Billetsalget startede i fredags, og partoutbilletterne med camping er allerede udsolgt. Det er dog stadig muligt at opleve festivalen og musikken med partoutbilletter, der giver adgang inden for festivalpladsens åbningstid, og billetter kan købes lige her.  


LÆS OGSÅ: Tønder Festival klar med program for koncertrække


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA