Nyhed

MTV Headbangers Ball Tour 2021 kommer til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev nogle af de største thrash metal-bands til den firedobbelte koncert til december

Der er glædelige nyheder for danske metalfans, som kan opleve Vio-Lence, VoiVod, Exciter og Artillery (billedet) live på VoxHall i Aarhus den 4. december. Koncerterne er en del af MTV Headbangers Ball Tour 2021, der i alt giver tre shows i Skandinavien i december, i Aarhus, Göteborg og Stockholm. 

Amerikanske Vio-Lence var et af de allerstørste thrash metal-bands i 80’erne. Deres diskografi tæller blandt andet de tre studiealbum Eternal Nightmare (1988), Opressing the Masses (1990) og Nothing to Gain (1993). Deres seneste udgivelse var ep’en Demos... They Just Keep Killing fra 2003. Bandet har holdt pause ad flere omgange siden dannelsen i 1985 og blev senest genforenet i 2019.  


De canadiske metal-veteraner VioVod debuterede i 1984 med War and Pain, og deres 14. og seneste studiealbum The Wake udkom i 2018. Viovod har også udgivet en række ep’er, og den seneste af slagsen udkom sidste år. Det ligeledes canadiske speed metal-band Exciter har været på farten i mere end 40 år ‒ dog med pauser fra 1989 til 1991, og fra 1993 til 1996. Efter en enkelt demoudgivelse udkom deres debutalbum Heavy Metal Maniac i 1983. 

Det danske thrash metal-band Artillery blev dannet i 1982 og udgav deres første studiealbum Fear of Tomorrow i 1985. Deres seneste album X, som udkom i maj i år, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev: ”Som album kan det uden problemer måle sig med de stærkeste fra deres bagkatalog”. Desværre døde deres ene guitarist, Morten Stützer, i 2019, 57 år gammel. 

Følg med på MTV Headbangers Ball Tour 2021 ‒ Aarhus’ Facebook-begivenhed


Billetsalget starter i morgen kl. 12, og billetter kan købes lige her 

LÆS OGSÅ: Cult of Luna og Alcest giver dansk dobbeltkoncert 

Varm op til arrangementet med Artillerys “In Thrash We Trust”:

ANNONCE