x

Her er Danmarks nye officielle OL-sang

 Her er Danmarks nye officielle OL-sang

Midt i fodboldfeberen kan sportsinteresserede allerede varme op til OL med den nye, officielle sang fra Carpark North og DR Pigekoret.

Det har længe været kutyme, at når dansken skal udøve elitesport på højt plan, så må og skal der være en officiel sang, der kan bakke om projektet. Når det forsinkede OL begynder den 23. juli i Tokyo, bliver det for de danske atleter med hymnen "Vi kommer alle et sted fra" i ryggen. Sangen handler om at drømme stort og nå toppen. 

Om den officielle, danske OL-sang siger forsanger i Carpark North Lau Højen:

– Sangen er en fortælling om, at vi når vores drømme på skuldrene af alle dem, der har formet os: Lærere, trænere, venner og familie. Da jeg skrev sangen, forestillede jeg mig de rørende billeder af Sara Slott og Pernille Blume, da de kom over målstregen på land og i vandet ved sidste OL. Jeg kunne pludseligt se – måske fordi jeg nu selv er far til to små piger – den kamp, de må have gået igennem for at stå lige dér. Menneskelig og ultrafokuseret skønhed.

LÆS OGSÅ: Erfarne elektrorockere gjorde det, de var bedst til

På indspilningen af Carpark North akkompagneret af DR Pigekoret, og herfra siger kunstnerisk leder Anne Karine Prip:

– Der ligger et virkelig stærkt og inspirerende samarbejde bag tilblivelsen af "Vi kommer alle et sted fra". Gennem en periode, hvor både sporten og kulturen har været stærkt udfordret af corona-pandemiens mange udfordringer, har det været utrolig meningsfuldt for os i koret at finde sammen med spillere fra både sportens og musikkens verden om et projekt, som netop hylder fællesskabet og vores fælles rødder. Det er værdier, som i forvejen er helt centrale for DR Pigekoret.

Hør "Vi kommer alle et sted fra" her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA