x

Gilli slår vild rekord

Gilli slår vild rekord

Har som den første kunstner rundet en milliard streams alene i Danmark

Gilli har slået en imponerende rekord. Han er den første danske kunstner, der sammenlagt er blevet streamet en milliard gange alene i Danmark, oplyser hans musikselskab MXIII i en pressemeddelelse. Dermed har han streamet mere end eksempelvis Kim Larsen og Rasmus Seebach. Pressemeddelelsen fortæller også, at Gilli har været den mest streamede danske kunstner i Danmark de sidste tre år. Opgørelsen er foretaget af M&I Service, der leverer hitlistedata til musikselskabernes brancheorganisation IFPI.

- Jeg er super stolt af og glad for at have nået denne milepæl. Det ville aldrig nogensinde have været muligt uden alle de dejlige mennesker derude, der lytter til min musik og støtter mig, som de gør.

- Jeg er taknemmelig over at have så stor support og loyalitet fra publikum. Det viser virkelig, at al den tid, alt det arbejde og al den sjæl, jeg har lagt i musikken siden dag ét, betaler sig, siger Gilli i pressemeddelelsen.

29-årige Gilli, der har det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson, debuterede i 2010 med singlen "Fissehul" som en del af kollektivet B.O.C., hvor de to andre medlemmer var Benny Jamz og den senere ligeledes succesfulde solist Kesi. Han brød igennem i 2014 med ep'en Ækte vare, der var soundtrack til filmen af samme navn, som Gilli også medvirkede i. Siden har han haft hit på hit på hit, eksempelvis "C'est la Vie" (med MellemFingaMuzik), "Tidligt op", "Rica" (med Sivas og Kesi), "Tranquillo" (med Branco) og "Vai Amor". Hans to første hits er "Rica" og "Vai Amor", som alene på Spotify er streamet henholdsvis 27 og 30 millioner gange. 

Først i 2019 udgav Gilli sit debutalbum, Kiko, der i 2020 blev fulgt op af Euro Connection, sidstnævnte i samarbejde med Branco. Begge album debuterede på førstepladsen på albumhitlisten.

Gilli har ofte samarbejdet med andre rappere, og ud over de allerede nævnte har han indspillet med blandt andre NODE og ICEKIID. Han medvirker på mere end 100 numre, og alene i 2020 modtog han 38 guld- og platincertificeringer. En guldcertificering kræver 4,5 millioner streams og en platincerticering det dobbelte.

At Gilli har grund til at være stolt, bakker også musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark op om: ”En milliard streams til en enkelt artist er uhørt i et land med under seks millioner indbyggere. Det svarer jo til, at hver eneste dansker fra vuggestue til plejehjem har streamet Gilli 170 gange. Så man kan roligt kalde Gilli for et unikt kulturfænomen i dansk musik,” siger Lasse Lindholm, kommunikationsdirektør i IFPI Danmark i pressemeddelelsen.

På førstepladsen i denne uge

Gilli ligger også på førstepladsen af både album- og trackhitlisten i denne uge, begge som en del af B.O.C.-kollektivet med Benny Jamz og Kesi. De topper albumhitlisten med deres første fælles album, Mere end musik og tracklisten med "Ibiza".

Rapstjernen giver sin hidtil største koncert i Royal Arena 11. februar 2022. Koncerten skulle have fundet sted i april 2020, men blev udskudt grundet coronapandemien. Gilli sælger dog ikke billetter helt så hurtigt, som han streamer, for der er stadig ledige pladser.

Internationalt har andre danske kunstnere dog streamet mere end Gilli, eksempelvis Lukas Graham, MØ, Volbeat og Martin Jensen, hvor de to førstnævnte har streamet mere end en milliard gange med bare én sang. Nemlig henholdsvis "7 Years" for Lukas Grahams vedkommende og "Lean On" og "Cold Water" for MØs, om end MØ begge gange gjorde det i selskab med amerikanske Major Lazer og henholdsvis franske DJ Snake og canadiske Justin Bieber.

LÆS OGSÅ: Volbeat passerer en milepæl

Giv Gilli et stream mere og hør hans seneste single, "Ibiza" med Benny Jamz og Kesi:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA