x

GAFFA På Græs – to dages musikfest i samarbejde med Herslev Bryghus

GAFFA På Græs – to dages musikfest i samarbejde med Herslev Bryghus

JOYCE, GRETA, PATINA, PRISMA, GINNE MARKER og KAJSA VALA er blandt de optrædende

GAFFA og Herslev Bryghus vil fejre livemusikkens tilbagekomst! Samtidig ønsker vi at sætte fokus på den nye generation af artister, hvis koncerter vi i mange tilfælde har måttet undvære under pandemien. Derfor arrangerer vi nu to dages musikfest med forrygende toner, dejlige naturøl og mad fra lokale producenter i rå og smukke omgivelser omkring gårdbryggeriet Herslev Bryghus – lige uden for Roskilde. GAFFA omdanner Herslev Bryghus til en festplads med musikken som omdrejningspunkt for alt det fællesskab og kunst, vi har manglet.

Med en unik lokation og et stærkt program kan gæsterne nyde et udsnit af tidens mest anmelderroste og innovative musik. Til GAFFA På Græs er der rig mulighed for at fejre vores genvundne fællesskab og frihed med plads til alle i trygge rammer – naturligvis med respekt for de restriktioner, der fortsat gælder.

Der vil være musik fra to scener, og på programmet finder man indtil videre JOYCE, GRETA, PATINA, PRISMA, GINNE MARKER og KAJSA VALA. Flere navne offentliggøres løbende. Læs mere om kunstnerne nedenfor.

Billetsalget starter 21. juli klokken 10 på Billetlugen.dk

For medlemmer af GAFFA Plus starter presale 20. juli klokken 10 på Billetlugen.dk

Fakta

Dato: 27.+ 28. august

Tidsrum: kl. 14-23 (sidste koncert starter kl. 21)

Venue: Herslev Bryghus, Kattingevej 8, Herslev, 4000 Roskilde

Billetter: Dagsbilletter à 300 DKK + gebyr

Offentlig transport: Bus 207 fra og til Roskilde station hver halve time

Parkering: Markparkering 500 meter fra festpladsen

Aldersgrænse: Børn under 16 har kun adgang ifølge med voksne

JOYCE

Det unge post-punk/pop/rockband Joyce har fået en flyvende start. De udgav i 2020 deres debutalbum, Formskifter, og det var simpelthen årets bedste danske album overhovedet ifølge en afstemning blandt GAFFAs anmeldere. Bandet fik også P3- og P6 Beat-radiohits som “Djævlen", "Formskifter" og "Åh nej, chefen ringer", blev nomineret til P3 Talentet-prisen og modtog en Steppeulv som Årets Håb. De har trods pandemien allerede givet en del koncerter for fyldte sale og fået fremragende anmeldelser for deres højenergiske liveshows med den yderst karismatiske sanger Sebastian Wegener i front. Blandt andet kunne de opleves til Roskilde Festivals koncertrække Summer Days.

GRETA

Foto: Irene Kleinsdorff

GRETA fik intet mindre end de maksimale seks stjerner af GAFFA for sit debutalbum Ardent Spring fra 2020. GRETA skriver musik, der er båret af nostalgi og inspireret af fremtiden. Hun elsker 80’er-synths og elektroniske grooves. I kunstfærdige popbobler lever hendes imponerende og lyse vokal, mens tyngden mærkes i hendes tekster om eksistentielle tanker, livets indre og ydre modsætninger, lys og mørke. GRETA var nomineret til en Steppeulv som Årets Håb og har netop givet en anmelderrost koncert til Roskilde Festivals Summer Days.

PATINA

Foto: Emil Hornstrup Jakobsen 

Popgruppen Patina alias de tre sangere og trommeslagere Søren Bastrup Bojsen, Mads Skov Hansen og Gregers Møller Jensen vandt i 2019 KarriereKanonen, og siden er det gået stærkt for dem. De fik pladekontrakt med selskabet No3 (The Minds of 99, Phlake, Calby, Aksglæde med flere), og deres første single her, “Flammer rammer”, blev det mest spillede nummer på P3 i 2020. Bandet blev også nomineret til P3 Talentet-prisen, og i februar 2021 udsendte de deres velanmeldte debutalbum, Drømmefanger. Det er svært at stå stille til gruppens dansevenlige musik, så de er det perfekte orkester til en sommer, hvor man atter må stå op til koncerter.

PRISMA

Foto: Bobby Mandrup

Den danske søskendeduo PRISMA udgav i juni deres anden ep, Inside Out, som fik de maksimale seks stjerner af GAFFA fulgt af en femstjernet koncertanmeldelse fra Rust. Søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen er inspireret af kunstnere som Agnes Obel og The Raveonettes. Deres numre er især kendetegnede af de sfæriske og velklingende flerstemmige vokaler, der svæver på en minimalistisk og tung produktion af støjende guitarer og elektroniske soundscapes. Teksterne tager udgangspunkt i det nære og rummer stærke følelser og personlige historier, både om livets store spørgsmål og om Frida og Sirids søsterforhold. 

GINNE MARKER

Ginne Marker kan med sine smukke og originale sange, sit fremragende guitarspil og sin rørende stemme virkelig formidle store følelser på en lavmælt og underspillet måde. Kald det pop, jazzpop, singer/songwriter. Musikken favner det hele og har inderlighed og stærk historiefortælling som sin røde tråd. Ginne Marker udgav i november 2019 sit debutalbum For Seasons to Come, der fik fem stjerner i GAFFA og har mere end fem millioner streams alene på Spotify. Sidste år modtog hun Årets Talent samt Årets Komponist inden for Jazz ved uddelingen af sangskriverprisen Carl-Prisen, og hun arbejder nu på sit andet album.

KAJSA VALA

Foto: Lars Just

Den danske Americana-singer-songwriter og guitarist Kajsa Valas navn har summet i krogene, siden hun i 2018 lagde Spot Festival ned med sit fantastiske band. I 2019 medvirkede Kajsa Vala til hyldestkoncerter for Bruce Springsteen og turnerede som det tredje medlem af det legendariske orkester Psyched Up Janis. Det er sidenhen blevet til flere samarbejder mellem Kajsa Vala og Psyched Up Janis’ Sune Rose Wagner, der blandt andet har mikset hendes single “Regrets”, ligesom hun har sunget duet med Silas Bjerregaard (eks-Turboweekend) på sin nyeste single, “Other People”. Kajsa Valas seneste album er det anmelderroste Tomorrow Is Not Lost fra 2018, og hun arbejder for tiden på sit tredje album. 




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA