x

Tønder Festival har en god og en dårlig nyhed

Tønder Festival har en god og en dårlig nyhed

Koncertrækken Schweizerhalle – Tønder Kulturhus byder på over 20 internationale og danske navne

Tilbage i juni annoncerede Tønder Festival en alternativ koncertrække som erstatning for aflysningen af årets festival. Desværre har Delta-varianten forårsaget en stramning i restriktionerne for ind- og udrejse af Norge, hvilket betyder at den norske sangskriver Bjørn Eidsvåg (billedet) ikke lægger vejen forbi koncertrækken alligevel.

Eidsvågs koncert skulle have fundet sted søndag den 22. august, samme dag som danske Hymns From Nineveh feat. Who Killed Bambi skulle have spillet. I stedet er hele koncertdagen den 22. august nu aflyst. Maria Theessink, der er kunstnerisk leder af Tønder Festival, udtaler:

“Det er virkelig ærgerligt, men da det med så kort varsel har været umuligt at skaffe en erstatning af samme kaliber som Bjørn Eidsvåg, har vi besluttet at aflyse denne koncert. Det betyder desværre, at publikum ikke kan opleve Hymns From Nineveh med Who Killed Bambi i denne omgang. Vi arbejder på at præsentere begge navne på festivalen 2022”.

Bjørn Eidsvåg, der også er ærgerlig over situationens udfald, har sendt følgende hilsen: “Jeg er dybt ulykkelig over at måtte aflyse vores koncert på Tønder Festival. Det er en af de hyggeligste og mest professionelle festivaler, vi har været på. Covid-19 har ikke givet sig, og vi må sidde over denne gang. Vi håber, vi får muligheden for at komme tilbage næste år”.

Der er til gengæld også gode nyheder for den sønderjyske festival, der nu kan sætter flere billetter til salg, ligesom det nu også er muligt at købe enkeltbilletter til koncerterne. Det skyldes at reglen om afstands- og arealkrav ved indendørs arrangementer med siddende publikum blev ophævet fra i lørdags, den 14. august. 

Har man billet til koncerten den 22. august vil man modtage en mail fra festivalens billetudbyder med tilbud om tilbagebetaling. 

Billetter kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: Afstandskrav bliver ophævet i kulturlivet – også på spillesteder 

 

Se programmet for koncertrækken i Schweizerhalle – Tønder Kulturhus her:

Fredag 20. august kl. 19:30: Sharon Shannon og Helene Blum, Harald Haugaard & Roger Tallroth

Lørdag 21. august kl. 19:30: Calby, Dorthe Gerlach 

Søndag 22. august: AFLYST

Tirsdag 24. august: TBA 

Onsdag 25. august kl. 19:00: Film og foredrag: John Prine Hyldestkoncert fra Tønder Festival 2019 samt foredrag om John Prine med Andrew Hartvig Cranfield  

Torsdag 26. august kl. 18:00: Folk Spot, Mary Gauthier, Watkins Family Hour  

Fredag 27. august kl. 18:00: Folk Spot, Delgres, Michael McGoldrick, John McCusker og John Doyle  

Lørdag 28. august kl. 18:00: Folk Spot, Niels Hausgaard, The Deep Dark Woods 

Søndag 29. august kl. 19:30: Kira Skov sings Billie Holiday, Dylan LeBlanc


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA