Nyhed

Pink Floyd-album udgives i remixet og opdateret udgave

GAFFA.dk – alt om musik

Pink Floyds A Momentary Lapse of Reason fra 1987 udsendes nu i remixet og i 360 Reality Audio-udgave.

Efter remasteringen af The Later Years i 2019 gentager sanger og guitarist David Gilmour og trommeslager Nick Mason nu succesen og giver A Momentary Lapse of Reason-pladen fra 1987 et frisk pust. Her har de skabt mere balance mellem de tre Pink Floyd-medlemmer, ved blandt andet gå tilbage til nogle af nu afdøde Richard Wrights originale keyboard-indspilninger og optage nye slag på trommerne med Nick Mason. Noget, der ifølge Gilmour skal gøre albummet mere tidløst.

David Gilmour siger i en pressemeddelelse om den nye udgave af A Momentary Lapse of Reason:


”Nogle år efter vi havde indspillet albummet, kom vi frem til, at vi skulle opdatere det for at gøre det mere tidløst, med flere af de traditionelle instrumenter, vi kunne lide, og som vi var vant til at spille. Det var noget, vi troede, at albummet ville have gavn af. Vi ledte også efter og fandt nogle tidligere ubrugte keyboard-dele af Ricks, som hjalp os med at komme med en ny stemning, en ny følelse for albummet.”  

For trommeslager Nick Mason har det både været lidt underligt, men også fedt at arbejde med albummet fra 1987 igen:

”I første omgang virkede det lidt underligt at begynde at genskabe en plade efter 35 besynderlige år, men offentlighedens appetit efter friske øjne på gammelt arbejde er utvivlsomt steget voldsomt med årene. Jeg nød at genindspille trommespor med ubegrænset studietid. Momentary Lapse var blevet indspillet under betydelig stress og tidsbegrænsninger, og nogle af de sidste mix blev udført på samme tid som øvning til den kommende turné.”


Pladen udkommer i det, der hedder 360 Reality Audio, som er en slags lyd, der skal simulere at opleve musikken live, hvor den kommer fra alle sider i højtaleren eller headsettet, den spilles i. Noget, som Pink Floyd bestræber sig på at udgive alle deres fremtidige forbedringer i.

A Momentary Lapse of Reason – remixet og opdateret i 360 Reality Audio udkommer den 29. oktober.

Albummet var i sin tid Pink Floyds 13. studiealbum og det første, gruppen indspillede, efter at sanger, bassist, sangskriver og medstifter Roger Waters var gået ud to år forinden – og deres tredjesidste album inden The Division Bell fra 1994 og det primært instrumentale The Endless River fra 2014, et udspil, der var baseret på indspilinger fra 1994 og ifølge David Gilmour bliver det sidste album fra gruppen. Keyboardspiller Richard Wright døde i 2008.


LÆS OGSÅ: David Gilmour om Pink Floyd-reunion: ”Det er slut”

Varm op med "Learning to Fly" fra albummet, i den gamle version:


ANNONCE