x

SF-medieordfører om P6 Beat og P8 Jazz: ”Det virker jo helt tosset bare at droppe det hele nu”

SF-medieordfører om P6 Beat og P8 Jazz: ”Det virker jo helt tosset bare at droppe det hele nu”

De to DAB-kanaler P6 Beat og P8 Jazz har en enorm stor betydning for rigtig mange, og det vil, ifølge SF's medieomfører Charlotte Broman Mølbæk, være tosset ikke fortsat at støtte op om kanalerne

GAFFA følger fortsat udviklingen i sagen om P6 Beat og P8 Jazz, der, ifølge DR, mangler økonomisk hjælp fra politisk side, hvis kanalerne skal fortsætte efter årets udgang. SF-medieordfører Charlotte Broman Mølbæk ser frem til de kommende medieforhandlinger og mener, at der skal sættes flere penge af til DR.

– Det er jo også derfor, at vi har været med til, sammen med de andre partier i de andre år, at sætte penge af, så vi kunne holde hånden under P6 og P8. Vi ved godt, at det er nogle kanaler, der har enorm stor værdi for rigtig mange, men også noget, der i den grad bliver ved med at holde fast i, at vi også skal levere på et mangfoldigt og bredt udbud af kultur, udtaler hun til GAFFA.

Forhenværende kulturminister Joy Mogensen fandt efter regeringsskiftet i juni 2019 15 millioner kroner, der sikrede de to DAB-kanaler endnu et års overlevelse, da kanalerne ellers stod til at skulle lukke ved udgangen af 2019. Ved udformningen af finansloven for 2021 blev der igen afsat 15 millioner kroner til videreførelsen af P6 Beat og P8 Jazz.

Ifølge Charlotte Broman Mølbæk er det således vigtigt fortsat at støtte op om DAB-kanalerne.

– Det virker jo helt tosset, at vi har holdt hånden under de to kanaler i de seneste par år, imens vi har ventet på, at vi skulle til medieforligsforhandlinger, og så bare at droppe det hele nu.

Både Kasper Sand Kjær (S), Jan E. Jørgensen (V) og Birgitte Bergman (K) har imidlertid givet udtryk for, at DR må finde pengene inden for deres eget budget. De Radikales medieordfører, Zenia Stampe har modsat udtalt til GAFFA, at hun vil møde op til forhandlingerne med et krav om ekstra penge til de to kanaler.

LÆS OGSÅ: Radikales medieordfører Zenia Stampe: Der skal sættes penge af til P6 Beat og P8 Jazz

Charlotte Broman Mølbæk bemærker, at det ikke er partierne, der skal fortælle, hvilke kanaler der skal være tilgængelige.

– Men det, at P6 og P8 er i fare, er jo en del af de borgerliges sparerunder, de havde i forhold til DR. Der vil vi helt klart gerne i en anden retning.

Nu venter hun på, at der snart skal ske noget.

– Vi går jo bare og venter spændt på at blive indkaldt til nogle medieforligsforhandlingerne. Vi har godt nok ventet i rigtig, rigtig, rigtig lang tid, og det er der også rigtig mange andre, der har.

Medieordføreren understreger, at det er tid til at sætte en linje for, hvad der skal kendetegne medierne i fremtiden.

– Hvad er det, man kan regne med? Eksempelvis lytterne til P6 Beat – kan de blive ved med at høre det? Der er et enormt stort behov for, at vi får sat os ned og får lavet en politisk beslutning, der viser vejen for, hvor medierne skal hen fremadrettet set. Det har vi ventet på i lang tid.

LÆS OGSÅ: S-kulturordfører: DR bør selv finde pengene til P6 Beat og P8 Jazz


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA