Nyhed

R. Kelly sagsøgt af påstået sexoffer - for fjerde gang

Denne gang dog af en fuldvoksen kvinde

R&B-sangeren R. Kelly er tilsyneladende knap så tilbagelænet i sin omgang med kvinder som i sine ballader. I hvert fald er han for fjerde gang blevet sagsøgt af en kvinde, som påstår, hun er sammen med ham på de videooptagelser, "R.Kelly Triple-X", som angiveligt viser en sammenklipning af R. Kelly sammen med flere piger, skriver vh1.com. Optagelserne cirkulerer på nettet og er blevet solgt på gaden i en række amerikanske storbyer.

I modsætning til de tre øvrige kvinder, som har sagsøgt R. Kelly for regulær voldtægt og for omgang med mindreårige, er der nu tale om en voksen kvinde, den 33-årige danser Plaintiff Montina Woods.


Woods har ved retten i Chicago sagsøgt R. Kelly for at filme deres seksuelle akt med et skjult kamera og for ikke at forhindre, at optagelserne blev viderespredt. Hun kræver 50.000 dollar i erstatning for tort, smerte og forringede jobmuligheder i underholdningsindustrien.


To af de tre øvrige søgsmål er blevet afgjort ved forlig uden for retten, mens den tredje sag endnu kører. Woods henviser i sit sagsanlæg til disse tre sager, der ifølge hende danner et mønster og burde have fået R. Kelly til at søge professionel hjælp for en afsporet seksualitet.

Også Kellys pladeselskab Jive og hans studie Chicago Trax - hvor akten efter sigende har fundet sted - er i søgsmålet blevet anklaget for ikke at have forsøgt at gøre noget ved Kellys opførsel.


En talsmand for R. Kelly kalder Woods’ beskyldninger latterlige og overdrevne og siger, at hun som fuldvoksen burde vide, hvad hun gjorde.


ANNONCE