x

Helmet annoncerer to danske koncerter

Helmet annoncerer to danske koncerter

Det amerikanske band drager på turné til foråret 2022, hvor de både gæster Aarhus og København

Til foråret 2022 drager Helmet ud på deres Move On: The Covers and Hits Tour, hvor de giver koncerter lørdag den 9. april på VoxHall, Aarhus og lørdag den 16. april i Pumpehuset, København. 

Det er ikke længe siden, at Helmet sidst satte fod i Danmark. I 2019 fejrede det New York-baserede alternative metal-band sit 30-års jubilæum, hvor de ligeledes gav en dansk koncert. 

”Efter to og et halvt år med pandemi-fængsel er vi ovenud begejstret for at komme tilbage til vores elskede europæiske venner, fans, byer, bølgende landskaber, lækker ikke-fast-food og tunge øl. Tak for jeres tålmodighed, årvågenhed og følelse af fælles ansvarlighed, der gør denne turné mulig. Vi glæder os til at skåle med jer alle i lunken importeret Budweiser; Helmet, live igen i Europa, Skandinavien, Storbritannien og resten,” siger Helmet-frontmanden Page Hamilton i en pressemeddelelse.

Tidligere på året udgav bandet et limited edition bokssæt med titlen Move On, der ligger til inspiration for turnéen. Bokssættet indeholder en række singler, live tracks samt covers af blandt andre David Bowie og The Beatles. 

Helmet fik deres gennembrud i 1992 med albummet Meantime. Succesen sendte kvartetten på en verdensturné og ind på Billboard-listen med singlerne ”Unsung” og ”In the Meantime”. Albummet solgte over to millioner eksemplarer og modtog en Grammy-nominering. Bandet gik i opløsning i 1998, men fandt sammen igen i 2004.

Køb dine billetter til koncerterne på VoxHall og Pumpehuset lige her.

LÆS OGSÅ: Interview med koncertaktuelle Helmet: – Der er sgu ingen, der gider synge med på min ævlende bevidsthedsstrøm

Imens du glæder dig til koncerterne, kan du gense musikvideoen til "Unsung" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA