Nyhed

Mogwai annoncerer koncert i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Det skotske postrock-band gæster Den Grå Hal til februar

Det Glasgow-baserede postrock-band Mogwai har netop annonceret, at de lægger vejen forbi Danmark 11. februar. Det bliver Den Grå Hal i København, der får fornøjelsen af at præsentere gruppen, der blandt andet tager deres nyeste album As The Love Continues med sig.

Det hele begyndte i 1991, da Stuart Braithwaite og Dominic Aitchison mødte hinanden til en koncert i Glasgow. Kvartetten blev dannet, hvorefter de begyndte at øve i Braithwaites stue og endte med at blive en af de mest omtalte grupper fra den britiske undergrund.


Gruppen har et bagkatalog på intet mindre end 10 studiealbums, og senest udsendte de i februar 2021 det føromtalte As The Love Continues, der bragte gruppen til toppen af albumhitlisten i Storbritannien – deres første førsteplads her – og gav dem en nominering til den prestigefyldte Mercury Prize, som hvert år uddeles til en britisk eller irsk kunstner for at have skabt et markant album.

Sidst Mogwai besøgte Danmark var på Roskilde Festival i 2018. En koncert, som GAFFAs anmelder var meget begejstret for og gav fem stjerner med overskriften ”Modent, drømmende, larmende og latent”, og skrev følgende om bandets optræden:

”Der er egentlig ikke ret meget andet at sige om Mogwais præstation på Arena end den overskrift, for det skotske band er lige netop alle de ting. Koncerten var ikke uden fejl, men jeg må indrømme, at Mogwai tog røven på mig. Jeg havde måske forventet, at det ville blive en smule kedeligt – baseret på bandets nye plader. Men jeg tog fejl! Det var hårdt. Det var tungt. Det var højt. Det var smukt. Det var melodisk. Det var filmisk.”


Koncerten med Mogwai vil finde sted i Den Grå Hal den 11. februar 2022. Billetsalget starter den 8. oktober klokken 10, og billetterne kan købes via livenation.dk eller ticketmaster.dk.

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til den prestigefulde Mercury Prize

Varm op til koncerten med Mogwai-sangen "Ritchie Sacramento" fra As The Love Continues herunder:

ANNONCE