x

Jon Nørgaard hitter i Tyskland under nyt navn

Jon Nørgaard hitter i Tyskland under nyt navn

Under det nye kunstnernavn Tvilling hitter Jon med Hedegaard og Echosmith 

Sidste år skrev GAFFA, at Jon Nørgaard, der i 2001 vandt sangkonkurrencen Popstars, genopstod under det nye kunstnernavn Tvilling. Både navneskiftet og hele projektet kaldte Nørgaard selv for en genfødsel. En ny start både i musikken og i livet, udtalte han dengang. Her et år senere er der medvind på denne nye rejse, for nu er Tvilling at finde på tyske hitlister med nummeret ”100 Years”, som er lavet i samarbejde med den danske dj, producer og sangskriver Hedegaard samt amerikanske Echosmith. Det skriver Ekstrabladet.

Ud over at ”100 Years” har været at finde på Top 20 i Tyskland på både dancecharten og Hot Top 50-listen i nogle uger, er nummeret nu også røget ind på den danske dancechart. "100 Years" bliver desuden også spillet på den anerkendte amerikanske streamningradio iHeart.

Det nye navn Tvilling er ikke tilfældigt valgt. Jon er nemlig født i tvillingens tegn. Stjernetegnet beskrives i astrologien som et dobbelt væsen med to personligheder, noget, Jon efter eget udsagn kan nikke genkendende til, med en smilende og overskudspræget overflade og en mere tænksom side, som omverdenen sjældent har fået kendskab til.

LÆS OGSÅ: TEMA: Tilbage til 00'erne

Jon Nørgaard var i 2017 på 15 års jubilæumsturné, dengang stadig i eget navn. Her spillede han blandt andet for udsolgte huse både på Train og i Amager Bio, og optrådte for sammenlagt knap 5000 personer. Det gav ham en femstjernet anmeldelse fra GAFFA, hvor han fik ord med på vejen som ”her, femten år efter sejren og det store gennembrud som teen-idol i 2002, bringer Jon det hele hjem.”

Første udgivelse som Tvilling landede sidste år og er det EDM-orienterede nummer ”Dum Dum Dum.” Det indeholder et sample fra svenske Mejas hit “All ‘Bout The Money” fra 1997. Om tilblivelsen af sangen fortalte Jon dengang i en pressemeddelelse:

“Jeg har haft idéen til at bruge samplet i over 10 år, men timingen var ikke rigtig før nu. Samplet i omkvædet var jeg ikke i tvivl om. De sidste brikker manglede dog, før puslespillet gik helt op. Dem fandt jeg med hjælp fra dj’en og produceren Hedegaard, samt artisten og sangskriveren Brandon Beal”.

LÆS OGSÅ: Jon Nørgaard: Uden Dig

Samarbejdet med Hedegaard er altså fortsat. Hør nummeret ”100 Years” fra Tvilling, Echosmith og Hedegaard herunder:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA