x

Nicklas Sahl tager på turne til foråret

Nicklas Sahl tager på turne til foråret

Popmusikeren vil besøge landets fire største byer i foråret 2022

For første gang siden 2020 vil sanger og sangskriver Nicklas Sahl igen være at finde på de danske spillesteder, når han til foråret giver koncerter i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Sidst man kunne opleve danske Sahl live, var på dettes års Spot Festival. Her fik hans optræden på showcasefestivalen 5 stjerner af GAFFA med overskriften ”En magtdemonstration i moderne popmusik!”. Fans af den velanmeldte, 24-årige sanger kan se frem til at opleve hits som ”Planets”, ”New Eyes” og ”Four Walls”, når han tager på turné til maj.  

Tilbage i 2018 udgav Nicklas Sahl ep’en Plantes, der af GAFFA fik fem stjerner. Titelnummeret derfra røg direkte i rotation på adskillige danske radiostationer. Siden er det kun gået én vej for den unge sanger og sangskriver fra Hadsten.

Debutalbummet Unsolved fra august 2020 fik ligeledes fem stjerner, og i samme måned kunne han ses på forsiden af GAFFA. I magasinet gav han et stort interview, hvor han fortalte om, hvordan karrieren pludselig tog fart: ”Jeg vil så gerne være virkelig god! Men når musikken stikker af hurtigt, som den har gjort for mig – med radiohits og større scener – kan det være udfordrende at være i", udtalte Sahl og uddybede:

- Jeg har hele tiden været klar til at præsentere min musik, men jeg også kan huske, at jeg stod på Store Vega med følelsen, at jeg ikke kunne levere, fordi det hele var gået så hurtigt. Det er handler selvfølgelig også om, at jeg er superkritisk, og fordi jeg hele tiden har brug for at udvikle på mig selv og min musik, fortalte Sahl sidste sommer. Læs hele interviewet her.

Nicklas Sahls turnédatoer: 
12.05.22 – Skråen, Aalborg
13.05.22 – Vega, København
20.05.22 – Posten, Odense
21.05.22 – Train, Aarhus

Billetsalget starter den 21. oktober klokken 10.00, og billetterne kan købes lige her.

Varm op til koncerterne med nyeste udspil fra Nicklas Sahl - "Stand Out Be Special" herunder: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA