x

ANBEFALING: Oplev fremtidens popfest i Pumpehuset

ANBEFALING: Oplev fremtidens popfest i Pumpehuset

Amerikanske 100 Gecs kan opleves i Pumpehuset 23. januar

Allerede i starten af det nye år åbner Pumpehuset op for fremtidens popmusik. Her kommer vanvidsprojektet 100 Gecs for første gang til Danmark, efter at have været et af de mest omtalte nye navne blandt popproducere i noget tid. Det er dem, de andre kommer til at kopiere den næste håndfuld år. Der er ikke nogen direkte sammenligninger, men kan man lide sin pop sjov, hyperpoppet og rastløs, bør man give det en højlydt chance.

Aldrig har musik virket SÅ ungt. Simpelthen lyden af en 14-årigs hjerne, der eksploderer i memes, ironi, overflade og ørehængere. Virkelig dumt og utrolig nemt at holde af. Man kunne fristes til at tro, at dumhed er nemt at lave, men her bliver det serveret med en præcision og detaljerigdom og skødesløs lykkefølelse, der efterlader alle andre forsøg i støvet. Det er ikke nødvendigvis godt, men giver man sig selv lov, er det et hæsblæsende trip på ungdommens cybervinger.

100 Gecs sætter deres helt egne regler for, hvordan pop kan lyde, og blæser på småligheder som god smag, genrer og traditionel sangskrivning. I stedet får man lyden af den generation, der er vokset op på internettet, med alle dens opløste grænser i forhold til seksualitet, pop/mainstream, globalitet, og hvad du ellers kan kaste efter dem. Og det på en så naturlig måde, at de ikke på noget tidspunkt italesætter det. Alt flyder sammen i uudholdeligt effektive produktioner.

Bandet består af Dylan Brady og Laura Les, og vi får desværre nok ikke nogen af deres mange samarbejdspartnere med til koncerten. De har ikke et langt CV fra før 100 Gecs – og kun et enkelt album og et remixalbum ude – men at dømme ud fra liveklips på YouTube har de rigeligt til at blæse taget af ethvert koncertsted. 

LÆS OGSÅ: Rebecca is the new black

Der er stadig ledige billetter til koncerten via Pumpehusets hjemmeside

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA