Nyhed

Sulka sætter karrieren på pause – kritiserer hiphop-miljøet for sexisme

GAFFA - alt om musik

Den succesfulde rapper siger fra over for grænseoverskridende adfærd 

"Hårdkogt og helhjertet", kaldte GAFFAs anmelder hendes debutalbum i 2020 og tildelte fem stjerner - og i januar i år var hun på vores liste "De bliver store i 2021". Nu har den fremadstormende rapper Sulka imidlertid valgt at trække stikket på ubestemt tid. Det fremgår af Sulkas -alias Alma Holms - Instagramprofil, hvor hun forklarer den overraskende beslutning.

"Aldrig i mit liv er jeg blevet holdt så opmærksom på mit "køn", som i min rejse i musikken (...) Det ærgrer mig at meddele, at grænseoverskridende adfærd fra mandlige kollegaer har været et af de mest præsente tematikker igennem hele mit forløb. Noget jeg i for lang tid har bebrejdet mig selv for," hedder det blandt andet i opslaget. 


Her beskriver Holm også en udbredt brug af rusmidler i miljøet og specifikt i studiet - en adfærd, som ifølge rapperen bidrager til den grænseoverskridende adfærd, som hun gentagne gange har oplevet fra mandlige kolleger. Holm beskriver desuden, hvordan de mandlige fællesskaber i hiphop-miljøet - de såkaldte crews - er med til at skabe yderligere utryghed blandt kvinderne i branchen:

"Jeg har tidligere erfaret, at crew-kulturen også ofte kan støtte op om den tendens, at mænd beskytter hinanden, når deres venner begår krænkelser. Derfor ligger der en masse tragedier under tæpperne i flere crews i dansk hiphop. Dét at være fucked op kan nogle gange blive oversat til at være "excentrisk", hvis det er mest belejligt," skriver Holm og tilføjer:


"Dét, der har valideret min oplevelse, har været at danne fuldkommen geniale relationer til mine kvindelige (etc.) kolleger og høre dem fortælle lignende oplevelser. For vores "game" er et helt andet. Langt flere mellemregninger og farer, og for det meste med langt tungere bagage at slæbe på imens. Det er vanvittigt tungt at battle med sin kønnede skam og huske teksten samtidigt."

Holms beslutning betyder, at Sulka - hendes kunstneriske alter ego - aflyser alle forestående koncerter og udskyder det kommende album, som ellers var annonceret. Hun har efter opslaget specificeret over for dr.dk, at sexisme-anklagerne ikke omfatter hendes faste musikalske makker Tue Track. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: SULKAMANIA IS RUNNING WILD!


Læs hele Sulkas opslag her: 

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af SULKA (@ungehundemund)


ANNONCE