x

Porcupine Tree genopstår og kommer til Danmark

Porcupine Tree genopstår og kommer til Danmark

Der er desuden nyt album på vej fra bandet

Det engelske prog-rock band Porcupine Tree genopstår efter 12 års pause. Det gør de med et nyt album og en omfattende turné, der i 2022 tager dem forbi Danmark, hvor de giver koncert i Falkoner Salen i København den 28. oktober 2022.

Orkesterets 11. album udkommer dog allerede til juni næste år, hvis ventetiden synes alt for lang. Det får titlen Closure/Continuation, og første single er lige på trapperne. Om det kommende album og første single, der har titlen ”Haaridan” udtaler bandet:

“'Harridan' og et par af de andre nye sange har været i spil siden kort efter udgivelsen af The Incident. De befandt sig oprindeligt på en harddisk på en langsomt voksende computerfil mærket PT2012, senere omdøbt til PT2015, PT2018 og så videre. Der var tidspunkter, hvor vi endda glemte, at de var der, og tidspunkter, hvor det nagede os at gøre dem færdige for at se, hvor de ville tage os hen. Når man lyttede til de færdige sange, var det tydeligt, at det ikke var som noget af vores arbejde uden for bandet – det betød, at det kombinerede DNA fra folkene bag musikken. Disse numre dannede, hvad der ubestrideligt, umiskendeligt, åbenbart var en Porcupine Tree-plade."

Porcupine Tree blev dannet tilbage i 1987 som et resultat af frotnmand Steve Wilsons drøm om et mere eksperimenterende kreativt afløb ved siden af hans daværende synth-popdup No-Man. Siden 1991 har Porcupine Tree udgivet 11 albums, der blander genrer som psykedelisk rock, prog og metal. En af bandet mest succesfulde plader, Fear of a Blank Planet (2007) gav dem en Grammy-nominering.

Sidst Porcupine Tree gæstede Danmark var i 2009. GAFFA kvitterede for denne koncert med fem stjerner og bemærkende blandt andet følgende:

”Det lange hændelsesepos lægger ud med et sonisk frontalovergreb, der tager en med bukserne nede hver eneste gang. Det er formentlig det hårdeste og samtidig det mest dyste, prog-prinsen nogensinde har skrevet. På pladen virker det voldsomt, fremført live river det én helt ud af fatningen og fører én ned i kaninhullet.”

Gruppen består i dag af sanger, sangskriver og guitarist Steven Wilson, keyboardspiller Richard Barbieri og trommeslager Gavin Harrison, mens bassist Colin Edwin ikke medvirker i den aktuelle udgave af bandet.

Siden gruppens opløsning har bandets medlemmer arbejdet i andre sammenhænge, og sanger og sangskriver Steven Wilson har udgivet en række anmelderroste og velsælgende soloplader.

Se Porcupine Tree i Falkoner Salen i København den 28. oktober 2022. Billetsalget starter den 5. november klokken 11.00, og billetter kan købes via allthingslive.dk og ticketmaster.dk.

På bandet YouTube-kanal lagde de i går denne teaser ud – en 20 sekunder lang video, der har titlen 01.11.21. Se klippet herunder: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA