Nyhed

Wilco giver dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Gruppen var senest albumaktuel i 2019 med udgivelsen Ode to Joy

Den 13. juni 2022 indtager Chicago-sekstetten Wilco Amager Bio.

Gruppens navn er en ironisk omskrivning af det amerikanske militærradio-udtryk ”Will comply”, og i løbet af 27 år er det blevet til 11 studiealbum og en god portion Grammy-priser for den eksperimenterende country-rockgruppe. Bandet har desuden deres eget pladeselskab, dBpm Records, samt egen musikfestival i form af Solid Sound i North Adams, Massachusetts.


Senest udgav Wilco albummet Ode to Joy i 2019, som blev modtaget med tre ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.

Gruppen blev dannet i 1994 af de resterende medlemmer fra den alternative country-gruppe Uncle Tupelo. Debutalbummet A.M. udkom det følgende år, altså i 1995.

I årenes løb har der været en del udskiftninger i bandet, som i dag består af Jeff Tweedy (vokal, guitar), John Stirratt (bas), Nels Cline (guitar), Pat Sansone (multiinstrumentalist), Mikael Jorgensen (keyboard) og Glenn Kotche (trommer).


LÆS OGSÅ: Jeff Tweedy: Vi forsøger altid at gøre noget nyt

I 2016 anmeldte GAFFA gruppens koncert i DR Koncerthuset i København. Anmelderen var begejstret og gav Wilco fem ud af seks stjerner samt følgende flotte kommentar med på vejen:

”Wilco var ikke kun kommet for at sejre. Der var så mange facetter til deres maratonløb af en koncert, at det netop kun kunne have været fremført af det seks mand høje band fra Guds eget land. Og efter mere end 20 år er det betryggende og overvældende at se den kontrollerede ro og glæde, der er ved materialet bag et af verdens bedste livebands.


Billetter til koncerten i Amager Bio kan købes via ticketmaster.dk og amagerbio.dk

Bliv klar til koncerten med videoen til "Everyone Hides" her:


ANNONCE