Nyhed

Koncertaktuelle Albert fra Benal udgiver ny single – med hemmelig, kendt gæst

GAFFA.dk – alt om musik

Den producerende halvdel fra Benal udgiver sit debutalbum den 19. november

Men vi i spænding venter på debutalbummet fra den producerende halvdel af den pauseholdende hitduo Benal, kan vi varme os på, at tredje single fra det kommende selvbetitlede album er landet i dag.

Magnus Albert Wanscher, der blot går under kunstnernavnet Albert, har netop udgivet nummeret ”U Good”. På den elektroniske feel-good-sang synger Wads.png, der er bedst kendt som forsanger i Phlake under sit rigtige navn Mads Bo. Sangen er beskrevet således i en pressemeddelelse:


”'U Good' er din nye ven i sofaen til efterfesten. Ham, der altid vil forstå dig. Det er den bløde landing – wellness-taxaen trukket i velour. Wads.png er din mindfulness-coach og sørger for røgelse og balloner.”

Debutalbummet Albert, der lander den 19. november, fusionerer clubmusik og popvibes. Det er en kærlighedserklæring til Alberts tid på natklubber, hvor han fandt et undergrundsmiljø, hans introverte jeg kunne slappe af i:

”Jeg har prøvet at gribe fat i et eller andet, der var en del af noget kerne. I virkeligheden er det også et goddag og et farvel til alt det der, for det er jo ikke en del af mit liv længere. Men det har været en spændende periode, som har givet indhold til det, jeg laver nu,” udtaler Albert i en pressemeddelelse om det kommende album.


Albert er produceret i TABU Studio i samarbejde med Rune Rask, Olle Häggberg og Emil Simonsen, og lander den 19. november via TABU Records.

Allerede i aften 3. november giver Albert et dj-sæt på det nystartede københavnske spillested Stagebox på Refshaleøen som opvarmning til en anden solodebuterende producer, Rune Rask fra Suspekt.

LÆS OGSÅ: Albert fra Benal udgiver debutsingle – og annoncerer album


Lyt til ”U Good” lige her:

ANNONCE