Nyhed

Sundhedsminister sagsøger Van Morrison

GAFFA.dk – alt om musik

Ministeren har tidligere udtrykt sin bekymring for sangerens udtalelser

Den nordirske sanger, musiker og sangskriver, Van Morrison, er blevet sagsøgt af landets sundhedsminister, Robin Swann, på baggrund af corona-relaterede kommentarer, som musikeren ytrede tidligere på året. Dette skriver NME.

Allerede i september 2020 kritiserede Swann musikveteranen for dennes anti-lockdown-sange. Her udtalte sundhedsministeren blandt andet, at Morrisons ord ville ”vinde genklang hos konspirationsteoretikerne.” Swann beskrev situationen som ”helt igennem bizar og uansvarlig” og noterede, at han blot håbede, at ingen ville tage sangeren alvorligt.


Denne kritik var angiveligt medvirkende til, at Morrison i forbindelse med et pre-show-middagsevent før en koncert i Belfast den 11. juni i år beskrev sundhedsministeren som ”meget farlig” under en anti-lockdown-monolog fra scenen.

Ifølge BBC har Swanns advokat, Paul Tweet, udtalt, at de retslige processer er ”på et fremskredent stadie”, og at det forventes, at sagen vil komme for retten i begyndelsen af 2022.


Morrisons repræsentanter udtaler, at sangeren finder det beklageligt, at sundhedsministeren har fundet det nødvendigt at bringe sagen for retten. I et planlagt forsvar beskrives det således, at Van Morrison hævder, at hans ord vedrørte et spørgsmål af offentlig interesse og udgjorde en rimelig kommentar.

BCC rapporterer endvidere, at de retslige processer vil inkludere to øvrige episoder, hvor Morrison kaldte Swann ”farlig” og en ”bedrager”.

LÆS OGSÅ: Van Morrison kritiserer "pseudo-videnskaben" bag afstands-restriktioner ved koncerter


Van Morrison har protesteret mod corona-relaterede restriktioner gennem flere anti-lockdown-sange siden pandemiens begyndelse – senest på nummeret ”Stand and Deliver”, som bliver fremført sammen med Eric Clapton.

I januar truede Morrison med at sagsøge det nordirske sundhedsministerium for nedlukningen af landets spillesteder under coronapandemien. Sangeren skrev i et brev, at han krævede dokumentation for nedlukningen, og at han alternativt ville anmode Højesteret om at omgøre loven. Musikeren droppede dog sagen, da livemusikken vendte tilbage, efter at restriktionerne blev ophævet.

ANNONCE