x

Kuku Agami og Boef1 danner rapgruppe – hør debutsingle her

Kuku Agami og Boef1 danner rapgruppe – hør debutsingle her

Den nye rap-duo Wordspray rapper om undertrykkelse og mord på debutsingle

Rapperen, skuespilleren og kongesønnen Kuku Agami udsender sammen med beatsmeden Boef1 debutsinglen ”Chadwick”. En sang, som er dedikeret til den afdøde skuespiller Chadwick Boseman, der er bedst kendt for hovedrollen i filmen Black Panther. Hør singlen nedenfor.

Den nye duo, bestående af Kuku Agami og Boef1 kalder sig Wordspray, og i en pressemeddelelse er deres lyd beskrevet således: ”Lyrikken er rå, kontant og hudløst ærlig, mens beatsene er støvede, nostalgiske & low-fi.”

Kuku Agami er oprindeligt fra det centralafrikanske kongedømme Lado, men bor i Danmark som politisk, statsløs flygtning. Han debuterede som gæst på sin bror Al Agamis Covert Operations i 1993. Derefter blev han signet af producerduoen Soulshock 'N Karlin. I 2008 udgav han sit første soloalbum med titlen Closure.

Kuku Agami har gennem mange år støttet Aids Fondet og deltaget i kampagner og koncerter, der har skaffet penge og opmærksomhed til Aids Fondets arbejde. Albummet Closure var ingen undtagelse. Som eksempel på dette kan nævnes, at nummeret "African Jewel" fra albummet tager fat i nogle af de alvorligste sider af Aids, og at hele indtægten fra dette nummer blev doneret til Aids Fondet.

Boef1 aka Mads Buch beskriver sig selv om beatsmed, dj og pladesamler. Han har i år udgivet mixtapet Meat Tape 001, der er fyldt med en jazzet instrumental hiphop-lyd.

LÆS OGSÅ: Kuku Agami – hiphop med social bevidsthed

Hør duoens debutsingle ”Chadwick” med tilhørende musikvideo herunder:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA